Rovvig Efterskole bliver center for uledsagede mindreårige asylansøgere

Der bliver plads til 100 mindreårige asylansøgere, og det vil medføre en betydelig forøgelse af lokale arbejdspladser idet centeret er døgnbemandet.

Med forventet opstart i uge ni bliver den tidligere Rovvig Efterskole center for 100 uledsagede mindreårige asylansøgere. Der vil hovedsageligt være tale om unge mellem 14-17 år. 

Fordelingen af typen af ansøgere og modtagesteder på Mors er ved at falde på plads. Antallet på de 400 asylansøgere, som Morsø Kommune tidligere har indvilliget i at modtage, er fortsat uændret.

- Vi er meget tilfredse med, at Udlængestyrelsen har forespurgt, om der også kan huses mindreårige på Mors, da der er lokaler, der stort set er indflytningsklare i Rovvig, og samtidig medfører det en hel del lokale arbejdspladser. Derudover skal vi også huske, at det er en meget sårbar gruppe, som jeg er glad for kan blive hjulpet på Mors, fortæller Hans Ejner Bertelsen, som er borgmester i Morsø Kommune.

Fordelingen af asylansøgere vil med det nye center tage sig således ud:

  • 100 børnecenterpladser på den tidligere Rovvig Efterskole
  • 300 opholdspladser på Sygehuset og funktionærboligen i Nykøbing, hvor halvdelen vil være familier.

Opstart og informationsmøde
Det nye center for unge har forventet opstart i uge ni og mandag d. 22. februar kl. 19-21, vil der være informationsmøde for lokale borgere i Øster Jølby. 

Det vil fortsat være Asylcenter Vesthimmerland, som er operatør og dermed ansvarlig for driften af centret, mens Morsø Kommune er værtskommune.

Døgnbemandet center med lokal undervisning
Udlændingestyrelsen, Vesthimmerland Kommune og Morsø Kommune har vurderet, at den tidligere Rovvig Efterskole er særdeles velegnet til målgruppen, og bygningerne kræver kun få istandsættelsesarbejder inden åbningen.

Centret vil være døgnbemandet, og al undervisning af de unge forventes at foregå på stedet.

- Centrets funktion indebærer, at der blandt andet skal ansættes personale som blandt andet er pædagoger og lærere, og jeg overbevist om, at det vil være med til at styrke lokalområdet, fortæller Hans Ejner Bertelsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland