Royalt besøg for dyrt

Hjørring Kommunes økonomi er stram. Overalt skal der spares. Men når kronprinsparret kommer på besøg i Hirtshals den 25. august, er der ingen smalle steder. Det møder nu kritik.

Alle de andre gange de royale har gæstet Hirtshals, er der ikke blevet sparet på noget som helst. Men den her gang, når kongeskibet Dannebrog med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary - med eller uden deres børn - lægger til kaj i Hirtshals Havn, må der være grænser for hvor flot og hvor mange penge Hjørring Kommune skal bruge på det kongelige arrangement, mener byråds- og Folketingskandidat for Enhedslisten, Peder Hvelplund.

- De gamle får nu kun gjort rent hver tredje uge. Børnenes skoler og daginstitutioner bliver lukket. Personale bliver afskediget. Al sammen med henvisning til den stramme økonomi. Hver en krone skal vendes. Men når det så handler om byens førstemænd skal have lidt royal røgelse, så kan pengene pludselig findes. Det er ikke rimeligt, siger Peder Hvelplund til TV2/NORD.

Enhedslisten har nu bedt Hjørring Kommunes økonomiudvalg om svar på, hvad de samlede omkostninger bliver ved besøget.

Se Hjørring Kommunes socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, forsvare sig i TV2/NORD mandag kl. 19:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland