Rumænere i fisken

Østeuropæisk arbejdskraft bliver nu også brugt til sæsonarbejde i fiskeindustrien i Hirtshals. Arbejdsgiveren hævder, at lokale ledige ikke vil have arbejdet. Fagforeningen er fortørnet.

Tirsdag var første arbejdsdag for 10 rumænske kvinder i "fisken".

<b>Henrykte</b>
- Vi er henrykte for vores nye jobs. Indtjeningen som ufaglært her er fem-seks gange højere end hjemme i Rumænien, siger de to af de nyansatte, Iboya Trinko og Notiliana Greah til TV2/NORD.

<b>Jobannoncer</b>
Efter - i jobannoncer i lokale aviser, hos AF og på internettet - at have søgt efter 25 ufaglærte manglede Hirtshals-virksomheden Dan Herring Fiskeeksport stadig folk til den seks uger lange højsæson med de såkaldte matjes-sild, der bliver eksporteret til Holland, hvor de er en yndet og udbredt snack.
Problemet med mangel på arbejdskraft har de rumænske kvinder så altså løst nu.

<b>Kommer for at tjene penge</b>
- De er topmotiverede. De kommer her kun for at tjene penge. De kigger ikke hele tiden på klokken, og så skal de ikke have tidligt fri til at hente børn i børnehaven. De arbejder bare derud af, siger Nabil Daalab, ejer af Dan Herring Fiskeeksport.

<b>Fagforeningen er fortørnet</b>
Hos fagforeningen 3F Skagerak er man fortørnet. 191 ufaglærte er pt. fuldtidsledige. Man forstår ikke hvorfor Dan Herring Fiskeeksport har undladt at tage kontakt til fagforeningen i jagten på ledige vendelboer.

- Man bør have en moralsk forpligtelse til at ansætte lokale ledige først, siger
a-kasselederen, Henning Jensen, 3F Skagerak.

<b>Vil ikke bruge fagforeningen</b>
Det er helt bevidst at virksomhedsejer Nabil Daalab ikke har anmodet fagforeningen om at anvise lokale ledige.

- Så risikerer vi bare, at der kommer nogen, der i virkeligheden slet ikke gider arbejdet. Det er skønnere, når folk selv søger arbejdet, siger Nabil Daalab.

<b>Dansk vikarbureau</b>
De rumænske kvinder er kommet til Hirtshals via et dansk vikarbureau. De får overenskomstmæssig løn - 113 kroner i timen.

<b>Også østeuropæere til Heide</b>
Også Heide Fiskeeksport i Hirtshals har hyret seks østeuropæere til sæsonarbejdet.