Sådan klarer din hund bedst nytårsaften

Foto: Per Frank Paulsen

Den store nytårsfest kan være slem for de firbenede. En række enkle Falck-råd kan dog hjælpe dyrene roligt ind i det nye år.

Bulder og brag er en del af masser af nytårsfestligheder for os mennesker - men er ikke nødvendigvist særligt sjov for vores kæledyr.
- Mange af vores husdyr bliver bange for vores nytårsfyrværkeri. Hvis eksempelvis din hund eller kat er bange for glimtene eller bragene, så kan nytårsaften blive rigtigt slem at komme i gennem, siger Allan Bruun Rasmussen, som er Falcks dyre- og vildtkonsulent, der her giver en række gode råd, der kan gøre nytårsaften nemmere for dyr:

Hvis nytårsaften holdes hjemme:

Din hund skal helst være træt, gå lange ture med hunden først på dagen og leg med den.

Din kat kan du også trætte ved at lege med den.

Får I gæster, som hunde eller katten ikke kender, så sørg for, at den har et trygt sted, hvor den kan være i fred.

Rul gardiner ned i de rum, hvor dyr opholder sig.

Giv først din hund eller kat mad om aftenen cirka én-to timer, før I forventer at det brager løs, da mæthed vil give dyret en træthedsfornemmelse.

Undgå selv at bruge bordbomber, da det vil forstærke dyrenes angst for bragene udenfor.

Sørg for at hunden eller katten er optaget af andre ting, køb for eksempel et stort kødben eller et nyt stykke legetøj.

Sørg selv for at virke rolige og lad ikke gæsterne og børn strømme ind og ud af huset - det stresser dyrene.

Er dyrene alene hjemme:

Sørg for, at dyret har rigeligt med mad og at gardiner er nedrullede, og at lyset er tændt

Hvis det er muligt, er dæmpet musik en god ide.

Sørg for, at hunden eller kattens kurv har rigeligt med tæpper og eventuelt er lidt huleagtig.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord