S: Gylletankskollaps skal for ministeren

Foto: Jesper Lange

Simon Kollerup fra Socialdemokratiet vil have miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at tage stilling til onsdagens store gylleudslip.

Når 800.000 liter gylle løber ud i naturen i Nordjylland, går det ikke ubemærket hen på Christiansborg. Her har landbrugsordfører for Socialdemokratiet, Simon Kollerup, tænkt sig at få miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at tage stilling til hændelsen.

- Jeg ser ikke det, der er sket i dag, som noget enkeltstående tilfælde. Det sker med jævne mellemrum, og hver gang medfører sådan et udslip stor fare vores skrøbelige natur og vandløb. Derfor vil jeg gerne have ministeren til at svare på, hvad vi kan gøre for at undgå det i fremtiden, siger Simon Kollerup. 

Læs også Gylletank kollapset - sender 800.000 liter gylle mod vandløb

Det har tidligere været fremme, at netop tilsynet med de danske gylletanke kan halte - og at advarsler fra myndighederne ikke har den store effekt på udbedring af småskader eller udskiftning af en gyllebeholder. 

- Af den grund kunne jeg godt tænke mig, at vi på Christiansborg så på, hvordan vi kan gøre kontrollerne bedre og mere gennemslagskraftige. Det er jo blandt andet herindefra, vi kan gøre noget ved det. Men jeg er også åben for, at vi ser på, hvordan vi ellers kan komme problemet til livs, siger landbrugsordføreren.

Eksempelvis kan der stilles større krav til udformningen af gyllebeholdere og til bedre miljøsikring omkring dem. Men først og fremmest håber Simon Kollerup på at få svar på, hvordan ministeren, Esben Lunde Larsen, ser på problemet.

- Det er jo ikke sikkert, vi ser det på samme måde. Han kan måske tænke, at der er tale om enkeltstående tilfælde og uheld, hvor jeg mener, at det sker for tit, at gyllebeholdere kollapser eller eksploderer, siger Simon Kollerup.

Det vides endnu ikke, hvordan det gik til, at en beholder kollapsede og sendte 800.000 liter gylle ud i naturen. Men spørgsmålet til ministeren vil blive stillet onsdag eller torsdag.

Flere nyheder fra TV2 Nord