S og SF: Slut med frivillige aftaler

 S og SF: Slut med frivillige aftaler

De frivillige aftalers tid på miljøområdet er forbi, lyder det samstemmende fra S og SF. De vil have kvoter eller afgifter på sprøjtegifte.

Det er nu demonstreret, at det åbenbart er umuligt at lave frivillige aftaler med landbruget. Sådan tolker Socialdemokraterne den ny evaluering af pesticidhandlingsplanen, siger miljøordfører Torben Hansen.

- De bliver simpelt hen ikke overholdt, og derfor skal der nu andre håndfaste virkemidler på bordet. Regeringens slatne pesticidplan har betydet fem spildte år, hvor pesticidforbruget er steget, og sundheden, danskernes drikkevand, dyr og planter er kommet under ekstra pres, siger han.

Torben Hansen efterlyser virkemidler som kvoter på sprøjtegifte, afgifter eller noget helt tredje.

- Vi er åbne over for forskellige muligheder. Det nytter ikke noget at lave målemetoden om og slække på målebåndet, fordi landbruget ikke lever op til målsætningerne, siger S-ordføreren.

Også fra SF er der drøje hug til regeringen efter konsulentfirmaet Rambølls evaluering af den fejlslagne
pesticidplan 2004-2009.

- Den viser, at vores kritik af planen var helt rigtig. Vi sagde, at der mangler klare målsætninger, og det eneste sted, hvor man havde mål, nemlig for behandlingshyppigheden, er det gået tilbage. Det er ærgerligt at få så meget ret, men derudover viser rapporten, at det er meget problematisk at indgå frivillige aftaler med landbruget, siger miljøordfører Ida Auken.

Hun glæder sig nu til at se miljøminister Troels Lund Poulsen (V) træde i karakter over for landbruget.

- Vi vil have kvoter på sprøjtegifte hellere end afgifter, for på de store brug vil afgifter ikke betyde noget. Det skal
eventuelt suppleres med sprøjtejournaler, der knytter sig til cpr-nummeret, siger Ida Auken.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland