S og SF står fast på flyafgift

Foto: TV2/Nord Arkiv

Socialdemokraten Bjarne Laustsen har ikke dækning for sit løfte om en mildere passagerafgift til nordjyder.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, slår fast, at der skal være en passagerafgift, såfremt hun bliver statsminister støttet af SF.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at vi snakker med dem, der bliver påvirket af det lokalt, men selvfølgelig vil vi have den passagerafgift, som vi har lagt frem, siger Helle Thorning-Schmidt til NORDJYSKE Stiftstidende.

Dermed er der udsigt til, at en retur til København bliver 150 kroner dyrere, men trods afklapsningen fra formanden holder Bjarne Laustsen fast i, at det ikke bliver med hans stemme.

- Jeg kan ikke medvirke til at støtte en afgift, der koster 75 hver vej, siger Bjarne Laustsen til den nordjyske avis. Han kalder udspillet fra sin partiformand for et forhandlingsoplæg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord