S-toppen sætter Prehn på plads

Foto: TV2/Nord

Socialdemokraternes folketingsgruppe sætter Rasmus Prehn på plads for at kritisere regeringens investeringer.

Socialdemokraterne irettesatte tirsdag Rasmus Prehn for i et debatindlæg i Politiken at kritisere regeringen for ikke at investere nok.

Sådan siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S) efter partiets gruppemøde tirsdag med statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun understregede ved sit ugentlige pressemøde, at regeringen investerer historisk højt.

- Vejen frem er at tage debatter inde i gruppen, siger Magnus Heunicke om Rasmus Prehns indlæg, som ifølge ham ikke skal foregå "i Politikens debatspalter".

Magnus Heunicke betegner Rasmus Prehns indlæg "Socialdemokratisk politik er at ville" som et "soloridt".

- Det er et soloridt. Det er ikke særligt hjælpsomt. Det skaber tvivl, om der er opbakning. Der er opbakning, siger han.

Derimod afviser Rasmus Prehn, at han fik en skideballe og henviser til, at der både var indlæg for og imod ham.

- Der var nogle, der var mindre begejstret. Sådan er det altid, siger Rasmus Prehn.

Han sagde, at Socialdemokraterne havde haft en "fantastisk debat".

- Der er heldigvis rigtig højt til loftet i Socialdemokratiet. Jeg er rigtig glad for, at Helle på sit pressemøde sagde, at nu fokuserer vi kraftigt på at skabe nogle nye job. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Rasmus Prehn.

Han får ikke meget sympati fra Magnus Heunicke, som mener, at hans indlæg ikke er gavnligt for Socialdemokraterne.

- Det er det faktisk ikke. Regeringen knokler for at skabe beskæftigelse. Vi gør alt, hvad vi kan, inden for de rammer, som er sat på grund af Lars Løkkes forfejlede politik, da han havde ansvaret, siger han.

Folketingsgruppen satte Rasmus Prehn på plads, mener han.

- Der var en markant opbakning til regeringen og statsministerens nye tiltag om jobskabelse. Det er vejen frem, mener Magnus Heunicke.S

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord