Så du det også?: Mystisk ildkugle set ved Frederikshavn

Er det en fugl? Er det et fly? Eller en asteroide?

Spørgsmålene var rigtig mange for 35-årige Anders Sørensen fra Ålbæk, da han på en køretur ved Frederikshavn onsdag eftermiddag klokken 13.30 så op på himlen mod nord og fik sig noget af en overraskelse. 

- Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg kunne bare se en ildkugle med en hale af røg efter sig på vej hen over himlen. Så jeg fik bilen standset hurtigt og holdt ind til siden for at tage et billede, siger Anders Sørensen.

Han fik også hurtigt fat i sine kolleger, og selv om ildkuglen var væk, hang røgsporet stadig i luften, fortæller han.

- Jeg er meget nysgerrig efter at vide, hvad det var. Så jeg håber, nogen kan hjælpe med et svar, siger Anders Sørensen.

Har andre set den mystiske ildkugle, vil vi her på redaktionen meget gerne se flere billeder af fænomenet. De kan sendes til e-mailadressen web@tv2nord.dk.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland