Så har de også prøvet det i Ulsted

Nordjyllands dårligste – og måske for tiden mest kendte fodboldhold, Ulsteds serie 6, afsluttede i går forårssæsonen.

Ulsteds kendte fodbold-drenge spillede i går forårssæsonens sidste kamp på udebane mod Vestbjerg. Og helt overraskende blev det uafgjort 2-2.

Allerede inden kampen var Ulsted sikker på at ende sidst i puljen med 7 point, så kampen havde ikke den store betydning, men som altid, så går Ulsted på banen for at vinde.

Det var da næsten også lige ved at lykkedes, kampen sluttede uafgjort 2-2, efter at Ulsted faktisk ret overraskende havde ført med 1-0 efter første halvleg på et fremragende mål af holdets topscorer Michael Kauslund.

I anden halvleg kom hjemmeholdet ret hurtig foran 2-1, men få minutter før tid fik Lars Malin listet bolden ind til slutresultat 2-2. Måske ikke helt fortjent efter spil og chancer – lyder kommentatorernes dom.

Det uafgjorte resultat blev nærmest fejret som en sejr for Ulsted-spillerne.

Kampen helt store spiller blev Ulsteds sidste skanse på holdet Martin ”Hvide” Jensen, der stod en fremragende kamp i målet, også selvom han flere gange i kampen var til tælling efter sammenstød med en Vestbjerg-spiller  

Efter kampen var der dømt fest, Ulsteds-spillere tog direkte til Vester Hassing, hvor holdets storsponsor, Thomas Jokumasen, havde lånt sin lagerhal ud til spillerne. Her så blev der festet igennem til den lyse morgen.

I aften kl. 22.25 sender TV2 sidste afsnit i serien om drengene fra Ulsted. Og onsdag sætter vi på TV2 Nord punktum for Ulsteds forårssæson. 


Seneste nyt

fra Nordjylland