Så koldt var det i Nordjylland i nat

Natten til mandag bød på polarkulde og snebyger flere steder i Nordjylland.

Polarkulden er nået til Nordjylland. Efter flere dage med godt vejr kommer der nu igen minusgrader i det nordjyske.

Natten til mandag bød på grader helt ned til -7,2, og det bliver kun værre de næste par dage, fortæller Steen Rasmussen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut.

- Kulden kulminerer natten til onsdag, hvor det bliver helt ned til -10 grader i Nordjylland. Ude ved kysterne, hvor vandet er lidt varmere, der bliver det mildere. Her bliver det omkring -5 grader, men inde i landet bliver meget koldt, siger Steen Rasmussen. 

Han fortæller også, at det kolde vejr betyder, at vi også kommer til at se snebyger flere steder lokalt.

- Der kommer til at falde lidt sne, men det bliver ikke meget. Sneskyerne dannes udover det varme vand, og nogen af dem trækker så indover landet. Nogle steder kommer til at opleve op mod fem centimeter med sne, mens de fleste kun får én eller to centimer, siger Steen Rasmussen.

Efter kulden kulminerer onsdag, kan vi dog igen se frem til plusgrader.

- Forårsfornemmelserne kan hurtigt komme tilbage. Det bliver i hvert fald varmere efter onsdag, og solen får mere og mere magt, siger Steen Rasmussen.

DMI har samlet maksimum og minimumstemperaturerne fra de sidste 24 timer på kortet her.

 
 
Foto: DMI

 


Seneste nyt

fra Nordjylland