Sådan er nordjyder nok bare: Vi kan godt tåle at se et dyr blive slagtet

Hvorfor viste TV2/Nord de sidste sekunder af en ponys liv onsdag aften? Direktør Mikael Justensen forklarer og siger tak for de mange kommentarer.

Onsdag aften viste vi på TV2/Nord, hvordan en sød pony bliver afleveret i Aalborg Zoo. Ejeren står med armene om ponyens hals, stærk, men grådkvalt, for den 14 år gamle og syge pony har kun få minutter tilbage at leve. Inden den bliver til løvemad.

Vi viste, hvordan Zoo’s dyrepasser med rolig hånd ledte ponyen frem til slagtehuset. Hvordan han med en boltpistol tog livet af den intetanende hest. Og hvordan han derefter parterede dyret og serverede indvoldene for parkens sultne isbjørne.

Det gjorde vi, fordi vi ville vise, at sådan er realiteterne også i Zoo. Løver og isbjørne er kødædere – og kød kommer altså fra dyr. Men selv om vi gjorde det sobert, oplysende og ordentligt, var vi alligevel forberedt på, at der ville komme en ret voldsom reaktion. For indrømmet, det var barskt og blodigt.

På redaktionen sad jeg klar med alle de gode argumenter, når nu raseriudbrud og klager strømmede ind på Facebook og på vores hjemmeside. Vi kunne jo godt huske, hvordan det gik, da giraffen Marius måtte lade livet i Zoologisk Have i København.

Men der skete intet. Eller jo – der skete rent faktisk en masse. Det væltede ind. Men ikke med klager. Med positive kommentarer, ikke mindst til dyrepasser Frank Thomsen, som var den der førte boltpistolen. Flere hundrede kommentarer kom der.

Det var vi overraskede over, men også meget glade. For vi ville lige præcis ikke chokere eller forarge. Vi ville vise virkeligheden. At Zoo er andet end dyreunger og søde sæler. Tak til hver eneste, der har skrevet ind med ros til os og til Zoo.

På stationen har vi snakket om, at det nok viser en af forskellene på København og Nordjylland. Her hos os forarges vi ikke over at et dyr dør, så andre kan leve. Ikke, når det foregår så ordentligt og respektfuldt, som det skete her.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland