Valgresultat: Sådan stemte nordjyderne til EP-valget

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Venstre blev både i Nordjylland og på landsplan det klart største parti til EU-valget, der blev afholdt søndag.

EU-valget, der løb af stablen søndag, gjorde Venstre til landets største parti. 23,5 procent af de i alt knap 2,8 stemmer, der blev afgivet inden stemmestederne lukkede klokken 20, gik til Venstre og Søren Gade, som indtil nu har været folketingsmedlem valgt i Nordjylland, ser ud til at blive valgets helt store stemmesluger.

Og Venstres spidskandidats tilknytning til Nordjylland, ser da også ud til at have hjulpet Venstre på vej. I hvert fald er Venstre i Nordjylland markant større end på landsplan - hele 32,8 procent af nordjyderne satte kryds ved Venstre.

I grafikken herunder, kan du se, hvordan de nordjyske stemmer fordelte sig mellem partierne.

Resultatet er en massiv fremgang for Venstre i Nordjylland, som i ved sidste valg til Europa-Parlamentet fik 18,5 procent af stemmerne i Nordjylland. Der er således tale om en fremgang på 14,3 procentpoint.

Næststørste parti - både i Nordjylland og på landsplan - er Socialdemokratiet. I Nordjylland modtog partiet 25,7 procent af stemmerne mod 21,9 procent af stemmerne ved valget i 2014.

På landsplan har både SF og Radikale Venstre oplevet en stor vælgerfremgang. Sådan er billedet i Nordjylland også, men fremgangen for begge partier er mere beskeden end det landsdækkende billede.

De to partier fik henholdsvis 9,3 og 6,3 procent af stemmerne mod 4,2 og 8,1 procent af stemmerne i 2014 - i Nordjylland vel at mærke.

DF er valgets store taber

Valgets helt store taber er - som både kommentatorer og meningsmålinger havde forudsagt - Dansk Folkeparti.

På landsplan blev partiet reduceret fra største parti med 26,6 procent af stemmerne i 2014, men søndag satte kun 10,7 procent af vælgerne kryds ved liste O.

Se hvordan stemmerne fordelte sig på landsplan

Sådan fordeler mandaterne sig

Det 751 mand store Europa-Parlament har 13 danske medlemmer. Og når Storbritanien som spået træder ud af unionen, får Danmark et ekstra mandat.

Det flotte resultat for Venstre betyder at partiet bliver fordoblet i parlamentet og går fra to til fire medlemmer. Det fjerde mandat er dog det ekstra-mandat, der først kommer i spil, når Brexit er en realitet.

Socialdemokratiet holder status quo og vinder tre mandater mens både SF og Radikale går fra et til to mandater.

Se hele mandatpuslespillet her:

Stemmeprocent på himmelflugt

Valget til Europa-Parlamentet har aldrig været ligeså populært at være en del af, som valget til Folketinget eller til kommunerne. I år har valgdeltagelsen dog taget en himmelflugt med en stemmeprocent på landsplan, der ryvger helt op på 66 procent.

Ved valget i 2014 var stemmeprocenten på 54,6 procent og stigningen er således massiv. Billedet er det samme i Nordjylland. Ved sidste valg havde vi den laveste valgdeltagelse af alle storkredsene, og der havde endda været spekuleret i at placeringen af Aalborg Karneval dagen før valget, ville indvirke negativt på stemmeprocenten.

Det virker dog på ingen måde til at være tilfældet, som det ses i grafikken herunder. Set over hele Nordjylland steg stemmeprocenten til 61,76 procent.

 

Forsiden lige nu