Sådan er reglerne om forvaring

Faderen i Serritslevsagen blev tirsdag idømt forvaring, der er en af de hårdeste straffe herhjemme.

* Sammen med fængsel på livstid er forvaring den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning.

* Forvaring forveksles ofte med en dom til anbringelse på psykiatrihospitalet Sikringen i Nykøbing Sjælland. Men hvor en anbringelsesdom gives til sindssyge kriminelle, det vil i praksis sige folk med psykoser, så er forvaringsdømte egnede til at afsone i et fængsel, og det foregår i Anstalten ved Herstedvester.

* Kun personer, som dømmes for personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser, og som regnes for at være farlige, hvis de er på fri fod, kan idømmes forvaring. Ofte drejer det sig om personer tilhørende den gruppe kriminelle, der tidligere blev betegnet som "psykopater".

* Efter tre års forvaring - og sidenhen en gang om året - har anstalten pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte. Vurderingen skal en tur forbi Rigsadvokaten, som så vurderer, om sagen skal i retten.

* Rigsadvokaten har pligt til at sikre, at en forvaringsdømt ikke sidder længere end nødvendigt, men det er op til retten at bestemme, om den dømte kan prøveudskrives, det vil sige løslades. Den dømte kan til enhver tid selv kræve at få rettens vurdering.

* Inden der sker prøveudskrivning vil der i reglen være et længere forløb, hvor den dømte først får ledsaget udgang og siden får lov til at forlade fængslet på egen hånd. I enden af forløbet kan den forvaringsdømte muligvis afsone i et åbent fængsel, en af Kriminalforsorgens pensioner eller måske i sit eget hjem.

* For at opnå de friheder kan Kriminalforsorgen stille en række betingelser. Det kan for eksempel være, at den dømte skal behandles med medicin, som hæmmer produktion af testosteron og sænker kønsdriften. Populært kaldes det medicinsk kastration.

* Et vilkår for prøveudskrivning kan være, at den medicinske behandling skal fortsætte på ubestemt tid.

* Gennemsnitlig set svarer tidsforløbet omkring det at få bevilget udgang for en forvaringsdømt til, hvis der var tale om en tidsudmålt fængselsstraf på mindst 12 års fængsel.

* De seneste år er 1-2 personer blevet idømt forvaring hvert år. Otte gange i de seneste tre år har anklagemyndigheden krævet forvaring uden at få medhold i retten.

* I øjeblikket afsoner ca. 30 personer en forvaringsdom.

Kilde: Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Anstalten ved Herstedvester, og Rigsadvokaten

/ritzau/

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord