Sådan fejrer AaB DM-guldet på søndag

AaB er dansk mester i fodbold, det skal fejres på behørig vis. Her er søndagens guldrute for spillerbussen.

Mesterskabet kom i hus i søndags, da AaB spillede 0-0 ude mod FC Vestsjælland, samtidig med at FC Midtjylland tabte til FC København.

Torsdag spiller AaB pokalfinale i Parken mod FCK, og søndag lukkes Superligaen med hjemmekamp mod AGF og guldfest.

Og allerede nu er planen for guldfesten klar i det nordjyske, hvor der skal festes med livemusik i centrum, og hvor de nykårede mestre kører byen rundt til hyldest.

Der er arrangeret storskærmsarrangement på Gammeltorv for alle dem, der ikke har fået billetter til den udsolgte kamp på stadion.

Resultat af kampen er uden betydning, idet AaB er kåret som mester - og AGF allerede rykket ud.

Efter kampen får spillerne guldmedaljer om halsen og sikkert også både guldhår, champagne og øl, hvorefter de sætter sig til rette i spillerbussen og guldruten rundt i Aalborg.

På Rådhuset på Gammeltorv vil Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup Larsen, tage imod spillere og trænere.

Her er søndagens nordjyske guldprogram:

- Klokken 16.00: Storskærmsarrangement på Gammeltorv starter

- Klokken 17.00: Kampstart AaB-AGF

- Klokken 18.45: Medalje- og pokaloverrækkelse på Nordjyske Arena

- Klokken 19.00: Tournesol spiller live på scenen på Gammeltorv

- Klokken 20.30: Guldbussen kører fra Nordjyske Arena ad følgende rute: Annebergvej, Saxogade, Kong Hans Gade, Hasserisgade, Vesterbro, Vingårdsgade, Boulevarden, Gammeltorv.

- Klokken 21.00: Guldbussen ankommer til Aalborg Rådhus

Kilde: AaB

Guldfesten på Salto

Se hele guldfesten direkte på TV2/Nord Salto fra kl. 18:45 på søndag eller via vores livestream

Seneste nyt

fra Nordjylland