Sådan har Bruun ændret sig

Ny træner og ny stil skal give hjemmebanehelten Kasper Bruun en genfødsel som professionel bokser

Der tæskes løs, både på plethandsker, sandsække og træningsmakker Stephan Alms. Efter seks uger i intens træningslejr er Pandrup-bokseren Kasper Bruun mere end klar til at komme i ringen ved boksestævnet den 7. april i Aalborg Kongress og Kultur Center.

- Jeg har trænet i seks uger meget hårdt fysisk, så jeg er i mit livs form. Der er ingen tvivl om, at publikum vil få en topmotiveret Kasper Bruun at se, så jeg håber der kommer rigtig mange til Aalborg, siger Kasper Bruun til TV2 Nord.

Siden det blev til brud sidste år med Team Sauerland har Kasper Bruun bokseret under det nye promotorselskab Euro Event. Det meste af tiden under cubaneren Israel Garcia. Og træningen har betydet store ændringer for nordjyden.

- Vi har trænet på at gøre Kasper mere agressiv i ringen. Tidligere var han for passiv, han sov til tider når han boksede. Vi har lagt på hans fysik, hvilket skal gøre ham i stand til at dominere sin modstander, og det bliver samtidig mere underholdende at se på for publikum, siger Israel Garcia til TV2 Nord.

Udover Kasper Bruuns kamp mod Said Zungu fra Tanzania afvikler Euro Event, der blandt andet har Pandrup-legenden Søren Larsen med blandt ejerne, tre andre prof-kampe. Dertil kommer semifinaler og finaler ved DM i amatørboksning. Både lørdag den 7. og søndag den 8.april kan du følge kampene på det nye TV2 Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland