Sæl fundet i Skagen: Det så forfærdeligt ud

Fotograf Søren Schnoor delte mandag et billede af et makabert fund på Sønderstrand i Skagen på Facebook. TV2 Nord har nu forsøgt at afklare, hvad der står bag den tragiske skæbne.

På en aftentur langs stranden i Skagen fandt Søren Schnoor og hans kone en noget medtaget sæl i vandkanten.

- Det så bare lidt makabert ud, at den ligesom havde fået en løkke om halsen. Man tænker at den måske er svømmet ind i et garn eller at det måske er drengestreger, siger Søren Schnoor der til dagligt er fotograf.

Flere eksperter har set fotografierne som Søren Schnoor har delt på Facebook af den 200 kilo tunge hunsæl med et grønt nylonreb om halsen. Vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen har været kaldt ud til hundredvis af strandede sæler, men denne gråsæls skæbne hører til de sjældne. Ifølge ham må der være nogen der har forsøgt at trække den strandede sæl væk i et reb.

- Jeg tror, det er bundet omkring på et tidspunkt, hvor den har ligget et sted, hvor man ikke ønskede den skulle ligge f.eks. i et sommerhusområde, siger vildtkonsulent i Skov- og Naturstyrelsen Mogens Sonne Hansen.

En sæl er blev fundet død på stranden i Skagen med et reb om halsen

Simon Madsen der er formidlingschef i Nordsøen Oceanarium kan ikke udelukke at sælen selv har viklet sig ind i rebet.

- Det er ikke umuligt i hvert fald, vi kan se i vores bassiner, at hvis vi smider torveværk ned til dem, så bliver det undersøgt, det bliver leget med på kryds og tværs, og der kan det jo ikke udelukkes, at det lige pludselig slår en løkke omkring halsen på sælen - der vil selvfølgelig være et eller andet, der skal stramme til, for at vi ender som på billedet, siger Simon Madsen.

Eksperterne er derfor enige om, at det formentlig ikke er mennesker, der i første omgang har kvalt sælen.

- Jeg tror ikke på, at det er en aflivning på nogen måde, hvis der er nogen, der har haft de tanker, siger Mogens Sonne Hansen.

Sæler er vilde med at spise fisk fra fiskernes garn, men med jævne mellemrum ses det, at de selv kommer til at sidde fast i garnet og kommer til at lide druknedøden.

- Hvis den er druknet på den måde, hvor fiskeren kommer ud og skal rykke i sit garn og ser sådan et flot 200 kilo tungt dyr, så kan det da godt være, at hans samvittighed den har sagt, ”jeg har gjort noget galt” og så forsøgt at slæbe den væk for simpelthen at slette sine spor, siger Simon Madsen.

Søren Schnoor håber dog aldrig, at han igen skal opleve det sørgelige syn igen på stranden i Skagen.

- Jeg vil nødig se en sæl, der tilsyneladende er blevet på en eller anden måde ombragt, eller der er gjort skade på, og vi ved jo ikke, hvordan det er sket, men det var ikke noget behageligt syn, siger Søren Schnoor.


Seneste nyt

fra Nordjylland