Sag mod EBH Banks ledelse fortsætter

Foto: TV2/Nord

Vestre Landsret har i dag slået fast, at retssagen mod den krakkede EBH Banks ledelse fortsætter trods kritik af manglende bilag.

Trods kritik fra de 19 sagsøgtes advokater om, at der manglede relevante bilag i sagen, har Vestre Landsret besluttet at fortsætte sagen.

- Vestre Landsret har ikke taget ønsket til følge, så sagen fortsætter, siger retssekretær Niels Erik Nielsen til TV2/Nord.

Advokaterne forsøgte i slutningen af maj at få sagen om et erstatningskrav afvist, da de ikke mente, at statens stævning indeholdte alle de nødvendige bilag i sagen, og at sagsøgeren ikke var søgsmålsberettiget. Selve stævningen var på 245 sider, men der var i alt over 2000 siders bilag til sagen.

Vestre Landsret mente dog, at alle relevante bilag var med, så ønsket blev ikke opfyldt. Det har de beskrevet i en tre siders lang konklusion. Sagen om et erstatningskrav på 700 millioner efter Nordjyllands største virksomhedskrak fortsætter derfor.

Retssagen kan nu vare op til et år før der afsiges dom.

Flere nyheder fra TV2 Nord