Sag om menneskehandel udsat

02:31

1 af 2

Et thailandsk par er tiltalt for menneskehandel og bordeldrift på flere adresser i Nordjylland og Midtjylland. Sagen skulle afgøres i dag, men trak ud.

Den 43-årige kvinde og hendes 31-årige mand er tiltalt for at have smuglet i alt fem thailandske kvinder til Danmark, og tvunget dem til at arbejde som prostituerede på flere bordeller i Frederikshavn og Herning.

Advokaturchef Peter Rask fra Nordjyllands Politi mener, at de skal have en længere ubetinget fængselsstraf og udvises fra Danmark. Forsvarer for kvinden, Søren Salomonsen, mener, at det thailandske par skal frifindes.

Sagen skulle have været afgjort i dag, men er nu blevet udsat. I retten gik der lang tid med at oversætte de to tiltaltes forklaringer, og samtidig var der fra forsvarerens side mange teknisk juridiske spørgsmål til anklagerens bevisførelse, som skulle udredes, før retssagen kunne fortsætte.

- Det har taget rigtig lang tid i dag, og for mig at se også unødig lang tid. Selvfølgelig skal man varetage sine klienters interesser på bedste vis, men jeg synes, at man her var lidt for nidkær, siger advokaturchef Peter Rask

Søren Salomonsen fastholder sine protester.

- Det handler jo om afgørende beviser, og derfor tager det tid. Jeg mener, at der er et stort problem i at læse ting op fremfor at høre forklaringerne direkte fra den person, som skal i retten og fortælle det, når vi som forsvarer ikke har lejlighed til at stille uddybende spørgsmål, siger Søren Salomonsen med henvisning til de fem thailandske kvinder, som sagen drejer sig om.

De fem kvinder var i dag ikke til stede i retten i Hjørring, fordi tre af dem er rejst tilbage til Thailand og de to andre er gået under jorden.

Resten af sagen om menneskehandel og bordeldrift er nu berammet til endnu en retsdag, som bliver den 22. august 2012.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord