Sag om mordbrand i Vejgaard skal afsluttes i Polen

Sådan ser ejendommen på Heimdalsgade 1 ud - et år efter branden, der kostede to personer livet. Foto: Ib William Christensen

Sagen forventes officielt overdraget inden for en måned.

Det bliver de polske myndigheder, der skal fælde dom over de syv personer, der er anholdt og sigtet for at have startet den mordbrand, der den 10. januar 2017 kostede en polsk kvinde og en ligeledes polsk mand livet.

Det fortæller specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim K. Kristensen.

- Det er ikke på plads endnu rent formelt, men det forventer vi sker inden for en måneds tid, siger anklageren. 

  Foto: Privatfoto - Stephen Knox

Mest naturligt at føre sagen i Polen

Grunden til retssagen skal køre i Polen er, at de syv sigtede, der blev anholdt i en koordineret aktion i april 2017, alle er polske statsborgere. Efter branden i januar efterforskede politiet i Danmark og Polen sammen sagen, men siden anholdelserne har efterforksningen kørt i seperate spor i de to lande.

- Der har været et samarbejde i sagen, men fordi både ofre og gerningsmænd er fra Polen er det mest naturlige, at de følger den til dørs, siger Kim K. Kristensen.

En gerningsmand død - ild i en anden

Branden brød ud den 10. januar om aftenen med nærmest eksplosionsagtig hastighed. Efter branden blev en større gruppe mænd set løbe fra stedet - den ene med ild i sig.

Det var i ejendommen på Heimdalsgade 1, branden blev startet og trods meget tavse efterforskere kom det hurtigt frem, at der blev drevet bordel på adressen. Senere kom det frem, at det var en 30-årig polsk kvinde og en mandlig landsmand, der var omkommet i branden. Manden formodes at være en af gerningsmændene. 

  Foto: Per Frank Paulsen

Hvad motivet til mordbranden har været kan Kim K. Kristensen ikke udtale sig om. Den del må offentligheden vente med at få indsigt i, til sagen kommer for retten i Polen. Det vides dog fra da de seks personer - og siden en mere - blev anholdt, at sagen har tråde til bandemiljøet i Gdansk, hvor anholdelserne fandt sted. 

Flere nyheder fra TV2 Nord