Sag om overarbejde havner i retten

 Sag om overarbejde havner i retten

En sag fra Hobro, hvor en 23-årig sukkersyg mand kollapsede i sit hjem efter at have arbejdet alt for mange timer, får nu et retsligt efterspil.

Fagforeningen HK's jurister har efter betænkningstid besluttet at køre en sag mod trykkeriet, hvor den 23-årige arbejdede, oplyser DR Nordjylland.

I første omgang kommer den til at handle om overtrædelse af EUs arbejdstidsdirektiv. Men HK vil også prøve at koble overarbejdet sammen med den 23-åriges fysiske sammenbrud og efterfølgende hjerneskade ovenpå en periode med særligt store mængder overarbejde.

- Vi har ikke haft sager af den type før, og vi har ikke fået et entydigt svar på, om der kan være en kobling mellem overarbejdet og sygdommen fra de læger, vi har talt med. Derfor skal vi have sagen ind til Arbejdsskadedirektoratet, oplyser faglig konsulent Knud Andreasen fra HK Nordjylland.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland