Salg af seks ton medister

01:54

Det er 27 år i træk, der er medisterfest i Løkken. Foto: Michael Schmidt Thomsen

1 af 2

Hundredvis af nordjyder valfartede i dag til medisterfest i Løkken.

Medarbejderne i SuperBrugsen i Løkken har knoklet siden midnat.

- Det er rigtig hårdt, men når medisteren er så stor en salgssucces, så er det også sjovt, fortæller slagtersvend Søren Thomsen.

Medisterfesten denne 2. søndag i advent trækker hurtigt kunderne til. Der er seks ton medister til halv pris:

- Den er af en rigtig god kvalitet, og så er prisen god. Du får ét kilo for 20 kroner, siger Orla Nielsen, der har taget turen fra hjemmet i Tårs.

- Ja, vi køber både til familie og os selv. Medisteren er skøn, og vi har købt den her flere år i træk, fortæller Carsten Christensen fra Serritslev.

Det er en af årets helt store traditioner i Løkken.

- Da vi åbnede dørene til butikken, gik der kun fem minutter før den første palle med medister var væk. Vi er rigtig mange på arbejde, der hele tiden fylder op, siger slagtermester Jacob Carlsen.

Udover salget af medister er der arrangeret mange andre ting i butikken blandt andet jazzkoncert.

Se en reportage fra medisterfesten i TV2/Nord søndag klokken 19.30.

Flere nyheder fra TV2 Nord