Online-butikker i modvind: "Hvor er vores julegaver?"

Flere kunder er utilfredse med leveringen af deres julegaver, som har været usædvanlig lang - for nogle når gaverne måske slet ikke frem til juleaften.

"Køb dine julegaver i god tid, hvis du handler på nettet", lyder et råd til alle julegaveshoppere i hele landet. Og rigtig mange har også været forudseende og fulgt rådet, så gaverne kunne nå frem og blive lagt under træet i tide.

Men for de nordjyder, der har købt årets gaver hos for eksempel Sallings webshop, salling.dk, er julestemingen langt fra i top. For selv om gaverne er bestilt tidligt, kniber det alvorligt for dem at nå frem inden juleaften. 

En af dem, der er kommet i klemme og nu, den 22. december, stadig står og mangler sine julegaver, er Carsten Nielsen. Han bestilte en vare på Sallings hjemmeside den 6. december og blev i bekræftelsesmailen oplyst, at den forventede leveringstid var seks-syv dage.

- Den 16. december kommer der så en mail om, at varen på grund af travlhed er forsinket, men at vores ordre vil blive sendt den 18. december. Den 20. har vi stadig ikke modtaget sms, mail eller pakker, så nu ringer vi til kundeservice, hvor de lover en hel masse, som slet ikke holder. Der bliver ikke ringet tilbage, og pakkerne kommer heller ikke som lovet, skriver Carsten Nielsen til TV2 Nord.

Stribevis af klager

Han er langt fra den eneste. På trustpilot.com, som er en hjemmeside, hvor kunder kan anmelde webbutikker og tjenester, har salling.dk de seneste dage stribevis af dårlige anmeldelser - det samme har tilsvarende webbutikker som magasin.dk og coop.dk, som også står for leverancen af en god procentdel af de julegaver, der skal under træerne søndag.

Her er der den seneste uge strømmet stribevis af dårlige anmeldelser ind hos dem alle sammen fra kunder, der har bestilt deres gaver i god tid, men efterfølgende ikke har kunnet få dem leveret inden jul. Heller ikke selv om de var blevet stillet en garanti i udsigt.

- Det er nok den værste kundeservice jeg har oplevet til dags dato. Utrolig at man kan have en forretning kørende på denne måde, lyder en anmeldelse fra en kunde, som ikke ved, hvornår den bestilte vare overhovedet kan leveres.

Biler på vej med julegaverne

Hos Salling beklager man, at nogle kunder har oplevet forsinkelser og frustration med deres handel på salling.dk. Det siger ansvarlig for salling.dk, Lars Højgaard.

- Vi har simpelthen haft travlere end forventet på vores webshop, og nogle varer er kommet senere hjem, end vi havde forventet. Men vi har også haft rigtig mange mennesker på arbejde, særligt de seneste dage, og nu har vi også taget konsekvensen af den usikre leveringstid og simpelthen selv sendt biler ud med pakker til dem, der har bestilt hos os, siger Lars Højgaard. 

Fredag formiddag er 11 biler lejet af Salling sendt ud i hele landet med nogle af de pakker, stormagasinet ikke har fået leveret til PostNord tids nok til at nå frem til modtageren inden søndag. I løbet af fredag eftermiddag og lørdag vil antallet af biler stige, så så mange som muligt får deres leveringer inden jul, oplyser Lars Højgaard.

- Så der er håb. Og det er bestemt ikke, fordi vi ikke har taget situationen alvorligt. Vi vil gerne imødekomme alle kunder og give dem den samme behandling, som vores kunder i stormagasinerne får. Vores mål er, at alle skal være tilfredse, siger Lars Højgaard til TV2 Nord.

Opdatering: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at salling.dk var den eneste store webshop med forsinkelser på deres leveringer - en grundig optælling af anmeldelser på trustpilot.dk viser imidlertid, at det er et udbredt problem, og at også coop.dk har været nødt til at sende ekstra transporter med varer ud. Du kan læse mere om det her.


Seneste nyt

fra Nordjylland