Samler skrald til fattige nordjyder

Behovet for nødhjælp i Nordjylland er så stort, at en gruppe nordjyder nu er nødt til at "skralde" for at finde nok mad til de mange fattige familier.

Det fortæller DR Nordjylland.

Gruppen af frivillige er gået sammen på Facebook under navnet "Ingen skal gå sulten i seng - Nødhjælp til nordjyder".

Siden oktober har 35 familier bedt om hjælp til mad. Derfor er gruppen nu nødsaget til at lede i butikkernes affaldscontainere for at finde mad nok til dem alle.

Initiativtager Sanne Vad mener, at velfærdssystemet har spillet fallit.

- Det er pinligt, at mennesker i dagens Danmark ikke kan få brød på bordet, fordi de har fået kræft eller måske er kørt galt og derfor ikke er i stand til at arbejde, siger Sanne Vad til DR Nordjylland.

I øjeblikket er der cirka 20 frivillige, som samler mad ind til familierne.


Seneste nyt

fra Nordjylland