Sankthans uden paraply

Vejrer klarer op hen ad lørdag, så sankthansaften kan formentligt nydes i tørvejr, melder DMI.

Selvom regnen silede ned mange steder lørdag formiddag, så regner DMI med tørvejr her til lands inden båltændingstid sankthansaften.

- Man kan ikke udelukke en enkelt lokal byge, men så skal man være meget uheldig, siger meteorolog ved DMI Olaf Mathiassen.

Selvom bygerne tager af i løbet af eftermiddagen, så bliver det ikke en lun midsommeraften. Temperaturen bliver omkring 14-14 grader, så det gælder om at huske en sweater, hvis man skal ud og høre båltale og se heksen blive brændt af.

- Det bliver ikke en prangende flot sankthansaften, men nogenlunde. Det bliver køligt, men til gengæld kommer der ikke så meget vind, så hvis man kryber lidt tæt på bålet, så går det nok, siger Olaf Mathiassen.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord