SAS-strejke betyder aflysninger til og fra Aalborg Lufthavn

Piloterne hos SAS har nedlagt arbejdet, og det betyder aflysninger af 673 afgange i løbet af fredagen. 72.000 passagerer bliver ramt, og der er flere aflysninger i Aalborg.

Strejken blandt piloterne hos SAS er fredag morgen blevet udvidet, så den i dag kommer til at omfatte knap 700 afgange, og 72.000 passagerer kan derfor forvente, at deres flyrejser bliver forsinkede eller aflyst. 

Det oplyser SAS på sin hjemmeside. 

Fredag morgen siger Henrik Thyregod, næstformand for piloternes fagforening, til TV 2, at 'parterne simpelt hen var for langt fra hinanden'.

- Vi er langt fra hinanden. Vi har fuldstændige rimelige krav i forhold til arbejdstiden. SAS skal ikke være det ringeste sted at være pilot. Vi har forsøgt at komme SAS i møde hele natten, men det har set umuligt ud siden cirka klokken ét nat. Der har været meget lidt tid til forhandlinger, siger Henrik Thyregod fredag morgen til TV 2.

Lufthavnsdirektør hos Aalborg Lufthavn Søren Svendsen opfordrer passagerer til at holde øje med SAS' og Aalborg Lufthavns hjemmeside for at holde sig opdateret. 

Han siger, at han er ked af det på passagerernes vegne, men at SAS-piloterne kun har bedt om at få samme vilkår som piloter hos lavprisselskaberne. Han siger, at piloter i SAS ofte arbejder syv weekender i træk.

Lønforhandlingerne brød sammen i går - først torsdag aften i Stockholm, dernæst natten til fredag i Oslo. 

Hos SAS mener man, piloternes lønkrav er for høje.

- De krav, vi har set fra piloterne, er skyhøje og uansvarlige i det konkurrenceprægede marked, vi er i lige nu, sagde Mariam Skovfoged onsdag.

Aalborg Lufthavn er ramt af følgende aflysninger.

Afgange til København: 

  • Fredag klokken 10.30
  • Fredag klokken 18.40
  • Lørdag klokken 6.35

 

Ankomster til Aalborg fra København:

  • Fredag klokken 10.00
  • Fredag klokken 18.15
  • Fredag klokken 21.40

Herhjemme fortsatte forhandlingerne mellem SAS og piloterne i forligsinstitutionen natten til fredag, men efter forhandlingerne brød sammen i Sverige og Norge, var udsigten for forhandlingerne i Danmark ikke gode - og tidligt fredag gik de danske piloter så også i strejke.

Nu skal begge parter forsøge at forklare passagererne og offentligheden, hvorfor det er endt sådan.

- Nu har vi konflikten, og nu starter så kampen om fortællingen, siger Henny Christensen, redaktionschef på Ugebrevet A4 og Avisen.dk, til TV2.

Man kan godt forvente, at antallet af aflysninger kommer til at stige i løbet af dagen. Man kan holde sig opdateret på Aalborg Lufthavns hjemmeside


Seneste nyt

fra Nordjylland