Scanel vinder Vækst og Vilje Erhvervsprisen

Scanel International A/S blev kåret som vinder af Frederikshavn Erhvervsråds Vækst og Vilje Erhvervspris.

Virksomheden leverer elektriske systemer, installationer og service til den maritime industri, offshore, olie & gas og vindbranchen. I 2015 afleverede Scanel International A/S et regnskab med 5,5 procent på bundlinjen ud af en omsætning på godt 300 millioner kroner, og de forventer et lignende resultat i 2016.

Fra 2013 er omsætningen fordoblet og resultatet steget fra 1,2 millioner kroner til 16,8 millioner kroner i 2015. Virksomheden blev grundlagt i Brovst i 1991 af Ole Hansen, som i dag ejer virksomheden sammen med Palle Lavrsen. I 2004 etablerede Scanel sig i Frederikshavn. I 2014 kom Claus Søgaard Poulsen til som adm. direktør.

- Vi er meget stolte og glade for prisen, som skal ses i lyset af en fælles indsats fra alle godt 260 medarbejdere, som har været med til at forny og modernisere Scanel. Vi har arbejdet med alt fra kultur og adfærd til uddannelse, hvor vi har fokus på opgradering af medarbejdere på alle niveauer lige fra lærlinge og til chefer. Samtidig har vi sat nogle fælles mål, hvor vi er meget åbne omkring vores tal og resultater for i fællesskab at følge vores mål, forklarer Claus Søgaard Poulsen, adm. direktør i Scanel International A/S.

I en tid med lave oliepriser har virksomheden formået at styrke deres forretningsområde inden for særligt offshore vind, hvor virksomheden er lykkedes med at blive verdensførende inden for markedet for transition pieces til havvindmøller, hvor de forestår alt lige fra design og elektriske installationer til opkobling på havet.

Transition pieces er det gule stykke, som havvindmøllen står på i vandoverfladen, og som indeholder de tekniske installationer, der forbinder vindgeneratoren til el-nettet.

Claus Søgaard Poulsen forudser, at det forretningsområde vil vokse i 2017 sammen med maritime opgaver, ligesom der satses på offshoremarkedet i et nyt, fælles selskab – OVS Offshore A/S – sammen med Orskov Yard A/S og Vestergaard Marine Service A/S.


Seneste nyt

fra Nordjylland