Scanvogn opsiger 20 medarbejdere

Skurvognsproducent i Hirtshals må sige farvel til 20 medarbejdere på grund af sæsonudsving.

- Vi er rigtig kede af det. Det har gjort ondt.

Sådan lyder det fra Dennis Stjerne, der er direktør ved Scanvogn i Hirtshals, efter virksomheden har opsagt 20 medarbejdere i produktionen på grund af færre ordrer i efteråret 2018.

I efteråret 2017 havde virksomheden heller ikke det samme antal ordrer som i foråret 2017, og for at kunne beholde medarbejderne, indgik de en fordelingsordning, hvor medarbejderne i en periode arbejdede på deltid.

Fordelingsordningen må kun køre i en periode, hvorefter der skal gå 12 måneder, før man starter en ny fordelingsordning.

- Hvis fordelingsordningen kunne fortsætte, tror jeg bestemt, at det kunne have ladet sig gøre at beholde dem, siger direktøren.

Opsigelserne betyder, at medarbejderstaben reduceres fra omkring 100 medarbejdere til omkring 80 medarbejdere.

- Det er nogle rigtig dygtige medarbejdere, vi har sagt farvel til. Vi er et tæt knyttet team, som kender hinanden godt, men desværre er vi styret af de sæsonudsving, der er i håndværksbranchen, siger Dennis Stjerne.

De 20 medarbejdere stopper fra sommerferien, og direktøren fortæller, at de stadig er inviteret med til virksomhedens sommerfest.

- Vi håber meget på at kunne se dem igen på et senere tidspunkt, siger Dennis Stjerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland