Se billederne: Ansatte siger nej til sparekniven i Frederikshavn

300 demonstranter var onsdag aften mødt op foran rådhuset i Frederikshavn til byrådets førstebehandling af næste års budget.

De kommunale budgetter falder lige så stille på plads i Nordjylland i disse dage, og store spørgsmål skal besvares: Hvor skal der spares? Hvor kan vi tilføre lidt ekstra? Og hvordan vil vælgerne reagere, inden kommunalvalget i november?

I Frederikshavn Kommune kan lokalpolitikerne ikke være i tvivl. Mens de onsdag aften sad i byrådssalen og førstebehandlede budgettet  for 2018, var 300 utilfredse borgere og ansatte i kommunen stimlet sammen ude foran rådhuset. Budskabet var klart: Nej til sparekniven.

Det er især forslaget om at spare 10 millioner kroner på socialområdet næste år, der har fået medlemmer af Socialpædagogisk Landsforbund, 3F og FOA helt op i det røde felt. For netop socialområdet er et område, hvor ikke kan spares mere, lyder det. 

- Vi håber på, at lokalpolitikerne i Frederikshavn får øjnene op for, at det, de har gang i med de her besparelser, det er helt galt. Det er medlemmer, der er mødt op her, det er borgere, som nu råber om, at nok er nok. De kan ikke mere. De kan ikke løbe stærkere, siger Louise Krüger Nielsen, formand for FOA Frederikshavn.

Hun er helt med på, at Frederikshavn Kommune ligesom så mange andre kommuner over hele landet er hårdt spændt for og er nødt til at skære, for at få budgettet til at hænge sammen. Men hun mener, at de bør finde pengene et andet sted.

- Vi håber, de kan nå at gøre sig nogle tanker inden næste behandling, og at de på den tid kommer i tanker om, at der ikke kan spares mere her. 

Flere hundrede mennesker demonstrerede forud for budgetforhandlingerne i Frederikshavn. De er modstandere af de varslede nedskæringer på socialområdet.

Seneste nyt

fra Nordjylland