Se billederne: Det er bare gas

Onsdag morgen kunne man opleve et spektakulært syn i Hobro. En 15 meter høj flamme rejste sig, da HMN Naturgas afbrændte 8.000 kubikmeter gas.

Gassen blev brændt af fra en 12 meter høj mast, også kaldet en flare. Støjniveauet ved branden nåede op på ca. 110 dB, hvilket svarer til lyden af en rockkoncert på Roskilde eller et F16-fly under start. Samtidig opstod der varme, som kunne mærkes på mere end 100 meters afstand.

Afbrændingen, som var godkendt af brandvæsenet og politiet, var nødvendig på grund af nyt byggeri på en grund, hvor der ligger en stor gasledning nede i jorden.

- Ledningen skal flyttes af sikkerhedsmæssige årsager, da der skal bygges nyt på en grund, hvor der er en gasledning nede i jorden. Inden ledningen kan flyttes skal den dog først tømmes for gas - og dette gøres netop ved at afbrænde gassen. Afbrænding er den mest hensigtsmæssige måde at tømme rørene på, både med hensyn til klima og økonomi, siger Søren K. Andersen fra HMN Naturgas I/S.


Seneste nyt

fra Nordjylland