Se billederne: Sommerhuse i brand i Blokhus

Et sommerhus er nedbrændt, mens flere sommerhuse har fået brandskader ved en brand i et område i Blokhus. Se billeder fra branden her.

Lørdag formiddag blev pludselig helt anderledes end forventet for beboerne i et sommerhusområde i Blokhus.

Klokken 11 opdagede flere, at der var ild i klitbeplatningen ved Tobaksvej, og de ringede hurtigt 112.

Det knastørre underlag kombineret med blæst i området gav branden helt optimale forhold, og den bredte sig til Stumpen og Moreavej, der begge - ligesom Tobaksvej - er sideveje til Pirupshvarrevej.

Det betød, at folk i området blev evakueret, og på et tidspunkt lød meldingen fra Nordjyllands Politi, at det var livsfarligt at opholde sig i området.

Efter 2,5 times slukningsarbejde kunne Nordjyllands Politi så meddele, at brandvæsenet havde fået styr på branden, og at man nu var i gang med efterslukning på stedet.

Politiet betragter branden som et uheld, og der er ikke umiddelbart indikationer om, at der skulle ligge en kriminel handling bag.

Christina Arvin tog dette billede, da familien fløj over Blokhus for at se, om flammerne havde taget deres sommerhus.
Christina Arvin tog dette billede, da familien fløj over Blokhus for at se, om flammerne havde taget deres sommerhus.
Foto: Christina Arvin

Frygtede for sit sommerhus

Da Christina Arvin og hendes familie hørte om branden, var de på vej i et lille privatfly fra Læsø til Vestbjerg. Familien har selv sommerhus på Pirupshvarrevej, og de frygtede, at flammerne havde fået fat i huset. Derfor valgte de at flyve forbi området.

- Da vi læste, at det var i vores område, blev vi nervøse, siger Christina Arvin.

Familien kunne dog ånde lettet op, da de nåede frem til området. Deres sommerhus stod stadig.

- Det var rart at se, at der ikke var sket noget med det. Vi kunne også se, at brandvæsenet havde fået styr på branden, som havde bredt sig over et meget stort område, da vi var der klokken 13.30, siger hun.

Et sommerhus på Højlyngen nedbrændte totalt ved branden, ligesom tre-fire andre har fået brandskader.

Ingen personer kom til skade ved branden, der begyndte som en naturbrand.

De personer, der blev evakueret, forventes at kunne vende tilbage til deres sommerhuse sent lørdag eftermiddag.

 
 
Foto: Sofie Bach
 
 
Foto: Kenny Eggert Nissen
 
 
Foto: Kenny Eggert Nissen
 
 
Foto: Kenny Eggert Nissen
 
 
Foto: Bruno Stagsted
 
 
Foto: Bruno Stagsted

Seneste nyt

fra Nordjylland