Se de gamle billeder og videoer:

Limfjordstunnelen fylder 50 år


Den 6. maj 1969 blev Limfjordstunellen åbnet. Det betyder, at tunnelen i år kan fejre rund fødselsdag. Vi har i anledningen fundet en masse guld i arkiverne fra åbningen.

Den 6. maj 1969 skete der noget skelsættende for Nordjylland – ja, faktisk for hele Danmark. Det er nok ikke mange, der når at skænke det en tanke, når de med motorvejshastighed drøner ned under fjorden for bagefter at komme op igen på den anden side. Det hele er overstået på et øjeblik.

Efter fem års hårdt og ekstraordinært ingeniørarbejde kunne musik, kameler og selveste kongen være med til at fejre indvielsen. Danmark fik sig sin første helt store tunnel, der endda gik under vand, hvilket vi ikke havde set før. Det var lidt af en begivenhed, der siden hen har haft enorm betydning. Nu var Vendsyssel forbundet med resten af Jylland. Og rejsen gjort hurtigere og langt nemmere.

Limfjordstunellen var en realitet.

Titusindvis af billister kører nemlig hver eneste dag de godt 582 meter under Limfjorden for at dukke op på den anden side.

Limfjordstunellen:

​Længde: 582,0 m​

Bredde:​ 27,4 m​

Byggeperiode: ​1964-1969​

Indviet: 6. maj 1969​

Spor​: 6​

Tunneltype: ​Sænketunnel

Sænketunnelen består af fem elementer, som er 102 m lange.

Hvert tunnelelement blev støbt i syv 12,8 m lange sektioner. Til hvert element er der blevet brugt 9.000 m3 beton og over 1.000 tons​​​ armeringsjern.

For at skabe en jævn overgang til dagslyset udenfor tunnelen er de to nedkørsler overdækket med solskærme af aluminium. I tunnelloftet er der anbragt 72 ventilatorer for at holde luften ren.

Loftet er beklædt med lyddæmpende plader.

Kilde: Vejdirektoratet

Limfjordstunellen er dengang som i dag et knudepunkt i Nordjylland. Den er afgørende for infrastrukturen, og i år fylder den 50 år. Vi tager en tur tilbage i tiden til indvielsen med et hav af gamle billeder. For i 1969 vidste man godt at Limfjordstunellen var så stor en begivenhed, at det skulle fejres med manér.

Indvielsen skete med ti dages folkefest i Aalborg og omegn. Der var bal, kendte musikere og eksotiske dyr blandet ind i fejringen. Det var en historisk indvielse som trak mennesker til fra hele egnen.

quote Det var en kæmpe folkefest. Det var helt usædvanligt med alle de mennesker.

Erik Thrysøe, deltager ved indvielsen af Limfjordstunnellen

- Det var en kæmpe folkefest. Det var helt usædvanligt med alle de mennesker. Alle skulle ud og gå en tur igennem tunnelen. Det var meget festligt og højtideligt. Virkelig en oplevelse, siger Erik Thrysøe fra Vodskov, der var med til indvielsen.

Erik Thrysøe nøjes dog ikke med at fejre indvielsen dengang. Han dokumenterede den også til eftertiden, fordi han var ivrig smalfilmsfotograf. Vi har på TV2 Nord fået lov til at kigge i hans arkiver. Derfor er denne artikel fyldt med Erik Thrysøes billeder og videobidder fra selve åbningen af Limfjordstunellen og de mange festlige dage både før og efter.

 

Tunnelens 50 års fødselsdag bliver i år fejret den 12. maj, hvor man igen kan få lov til at gå under Limfjorden. Det er i forbindelse med Aalborg Halvmarathon, der hvert år giver løbere muligheden for at passere under fjorden helt tørskoet. I anledningen af fødselsdagen er der dog også åbnet op for gående.

TV2 Nord er med fra fejringen fra klokken 8 den 12 maj. Du kan følge det hele på TV2 Nord Salto eller på tv2nord.dk.

quote Det var kæmpe stort, at de kongelige deltog i åbningen. Det viste, at denne begivenhed også blev prioriteret nationalt.

Bente Jensen, arkivar, Aalborg Stadsarkiv

Det var ikke bare hr. og fru. Danmark, der deltog i festlighederne omkring Limfjordstunellen. Der var kongeligt besøg til indvielsen, da både den daværende Kong Frederik og Dronning Ingrid var med til den store fejring.

- Det var kæmpe stort, at de kongelige deltog i åbningen. Det viste, at denne begivenhed også blev prioriteret nationalt. Det var jo noget, som kommunerne heroppe havde kæmpet for, men med kongens deltagelse var det også en national begivenhed, siger Bente Jensen, arkivar, Aalborg Stadsarkiv.

Det var Kong Frederik, der klippede den røde snor og officielt åbnede den nye tunnel.

 

Folkefesten indeholdte både tivoli, konkurrencer, udstillinger, koncerter og ikke mindst baller. Der var nemlig inviteret til bal, hvor Otto Leisner, Katy Bødtger og Gustav Winckler stod for underholdningen. Det var dermed en velkomponeret festlighed, hvor der var til alle aldre og ethvert humør.

Det var en fejring, der varede i ti dage, for der skulle jo presses mange arrangementer ind. Ifølge Bente Jensen, er der mange grunde til at lige netop denne indvielse skulle fejres ekstra.

Det var stort, fordi man endelig fik en løsning på et dagligdagsproblem med kø over limfjordsbroen. Det var et problem, der dengang ligesom i dag havde været længe diskuteret. Der var dog også mere i det end det.

quote Det handler selvfølgelig om, at man med denne festlighed kan få landsdelen på verdenskortet.

Bente Jensen, arkivar, Aalborg Stadsarkiv

- Det handler selvfølgelig om, at man med denne festlighed kan få landsdelen på verdenskortet. Men det handler altså også om, at både Aalborg og Nørresundby ville vise sig frem, da der hang en kommunesammenlægning over deres hoved, som de ikke var interesseret i, fortæller Bente Jensen, arkivar, Aalborg Stadsarkiv.

Festlighederne ændrede dog ikke på kommunesammenlægningerne. I 1970, da kommunalreformen kom, blev Nørresundby en del af Aalborg Kommune.

Folk fra hele landsdelen nød godt af, at byerne brugte alle tangenter til at vise, hvad de kunne. Til nogle af de mange begivenheder var Erik Thrysøe på pletten med sit smalfilmskamera. Der skulle laves levende billeder fra festlighederne.

quote Jeg følte dengang, at når der skete sådan noget, så skulle man bare være der.

Erik Thrysøe

- Jeg følte dengang, at når der skete sådan noget, så skulle man bare være der. Man skulle sørge for at dække begivenhederne, så man fremover kunne sørge for at vise, hvad der skete, siger Erik Thrysøe.

En af de begivenheder Erik dækkede i forbindelse med åbningen af Limfjordstunellen, var et helt specielt arrangement på væddeløbsbanen i Aalborg. Her ventede et helt særligt syn for både Erik og resten af nordjyderne, der dukkede op.

På væddeløbsbanen var hestene nemlig for en stund skiftet ud med kameler. Noget som Erik Thrysøe også forevigede på sit smalfilmskamera.

 

Erik Thrysøe var i 1969 en del af Aalborg smalfilmsklub, som med flere medlemmer dækkede den kæmpe store begivenhed, som åbningen af tunnelen var.

- Dengang var vi glade for at kunne få lov til at være med i nuet, hvor der skete en hel masse. Det var jo rigtig spændende. Vi tænkte jo ikke over, at det efterfølgende skulle gå hen at blive historie, siger Erik Thrysøe.

Du kan se endnu mere til Erik Thrysøe og hans smalfilmsbilleder her. 

 


Limfjordstunnelen er en sænketunnel, og den består af fem elementer, som er 102 meter lange, 28 meter brede og 8,5 meter høje. Hvert element vejer cirka 25.000 ton

Limfjordstunellen var dengang en vigtig tilføjelse til infrastrukturen i Nordjylland. En tilføjelse, som vi stadig i dag ikke kan leve uden.

- Aalborg Og Nørresundby bryder jo helt sammen, når der er sket et uheld i tunnelen. Så skal al trafik derind igennem, og det gælder jo både biler, lastbiler og busser. Det er jo et godt billede på, hvor vigtig den er for os i dag, siger Bente Jensen, arkivar, Aalborg stadsarkiv.

Kø efter en ulykke i Limfjordtunnelen
Kø efter en ulykke i Limfjordtunnelen
Foto: Jeppe Hostrup

Tunellen under Limfjorden er ifølge FDM en af de mest befærdede vejstrækninger i Danmark. Den benyttes ifølge dem af omkring 70.000 biler i døgnet.

Da tunnelen blev åbnet i 1969, som den første af sin art i Danmark, var den dengang også en nødvendighed. Den skulle aflaste de stigende problemer med bilkøer ind igennem både Aalborg og Nørresundby. Der skulle være en motorvej uden om byen.

- Det er klart at det har givet en ekstra udvikling for området. Det betyder jo noget, om det er nemt at komme et sted hen eller ej, og det er både vigtigt for virksomheder og turister. Det kan vi jo også se i dag, når vi venter på den tredje limfjordsforbindelse, siger Bente Jensen, arkivar, Aalborg stadsarkiv.

quote Nordjylland blev med tunnelen knyttet tættere sammen med resten af Danmark.

Bente Jensen, arkivar, Aalborg stadsarkiv

Det var en flaskehalssituation i byerne, der blev afhjulpet med dette nye vidunder. Det var dog også i en periode, hvor man flyttede mere og mere transport af gods fra jernbanerne til vejene. Man satsede i denne periode på biler. For bilerne var fremtiden.

Så det var med til at understrege, hvor vigtig tunellen var for Nordjylland. 

- Nordjylland blev med tunnelen knyttet tættere sammen med resten af Danmark. Så det var vigtigt på alle niveauer, siger Bente Jensen.

quote Når jeg ser de gamle film igen, så føler jeg, at jeg bliver en del af historien.

Erik Thrysøe

For Erik Thrysøe var åbningen af Limfjordstunellen noget helt specielt. Han tager ikke længere billeder med sit smalfilmskamera, men nyder at se de gamle film igennem.

quote Det er en sjov forandring, der er sket på alle måder.

Erik Thrysøe

- Det er sjovt at se på de gamle videoer, hvordan man er påklædt og damernes frisure. Det er en sjov forandring, der er sket på alle måder, siger Erik Thrysøe.

For der er sket mange forandringer på de sidste 50 år. Bilerne er blevet nyere og flere, men Limfjordstunellen er den samme som for 50 år siden.

Limfjordstunellen var fyldt med mennesker, da alle blev inviteret til at tage en gåtur under fjorden.
Limfjordstunellen var fyldt med mennesker, da alle blev inviteret til at tage en gåtur under fjorden.
Foto: Erik Thrysøe

Den blev afgørende for Nordjylland og udviklingen nord for fjorden, og er den dag i dag stadig nødvendig for både private og virksomheder. Alt det havde man nok på fornemmelsen, da kong Frederik klippede det røde bånd 6. Maj 1969, men uden egentlig at kunne vide det med sikkerhed. For Erik Thrysøe vælter minderne fra festlighederne frem i takt med at de gamle klip bliver afspillet.

- Det er da fascinerende. Når jeg ser de gamle film igen, så føler jeg, at jeg bliver en del af historien, siger Erik Thrysøe.

Du kan se alle Erik Thrysøes optagelser fra dagene indvielsen og dagene omkring her. 

 

Du kan få meget mere historie om Limfjordstunellen, når vi sender live på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk fra fødselsdagsfejringen søndag den 12. maj fra klokken 8. 

Billeder: Erik Thrysøe
Redigering: Rikke Kjølby
Tekst: Malene Ruwald