Se dig for: Cyklister må køre over for rødt i Aalborg

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Ritzau Scanpix

I Aalborg må cyklister køre over for rødt på udvalgte strækninger, så længe de holder øje med fodgængere.

Normalt betyder rødt lys, at man skal standse. Men i Aalborg er det tilladt at køre over for rødt -  hvis du vel og mærke er cyklist.

I flere t-kryds må cyklisterne ignorere lyssignalerne og bare trampe videre i pedalerne. Ifølge kommunen får det faktisk cyklisterne til at sætte farten ned, inden de kører ind i krydset, og det skulle betyde mindre risiko for sammenstød.

Jeg plejer bare at gå ud foran cyklisterne. Jeg sørger for, at de ser mig, men ellers plejer jeg at holde på min ret i trafikken.

Sebastian Hybert, fodgænger i Aalborg

Men ordningen er ikke helt uden problemer, for det er ikke alle cyklister, der er lige opmærksomme på fodgængerne i de kryds, hvor der er fodgængerfelt. 

- Der er tit bare nogen, der kører videre, siger Dorthe Salversen fra Aalborg.

- Jeg plejer bare at gå ud foran cyklisterne. Jeg sørger for, at de ser mig, men ellers plejer jeg at holde på min ret i trafikken, siger Sebastian Hybert, der også bor i Aalborg. 

T-krydset på Vesterbro er bare ét af otte t-kryds i Aalborg, hvor cyklisterne må køre over for rødt. Ved enkelte af dem skal de være opmærksomme på fodgængerfelter, hvor cyklisterne har vigepligt.

- Vi har indført det her for at gøre det lettere at være cyklist. Vi vil gerne have flere til at cykle. Vi ved, at cyklister ikke bryder sig om at starte og stoppe, vi vil gerne have flow, siger Brian Høj, projektleder hos Aalborg Cykelby. 

Ingen ulykker i de nye kryds

Ordningen begyndte som et forsøg i 2016 og er udarbejdet af en kandidatstuderende på Aalborg Universitet. Siden er ordningen blevet gjort permanent i Aalborg.

- Konklusionen på undersøgelsen er meget positiv. Vi kan ikke konkludere nogen stigende ulykkesrisiko. Cyklister må køre over for rødt, men de skal altid holde tilbage for krydsende fodgængere, siger Brian Høj.

Ifølge kommunen har der endnu ikke været nogle uheld i de nye t-kryds, Selv om cyklisterne ikke altid stopper op.

Læs også Cykelforretninger er pressede - supermarkeder og nettet lokker med lavere priser

Flere af fodgængerne i Aalborg er utrygge, fordi nogle af cyklisterne ikke kan finde ud af at stoppe op. Er det noget, I er opmærksomme på?

- Vi kan se af evalueringen, at risikoen for ulykker ikke er stigende. Tværtimod er der færre konfliktsituationer end før. Men det er klart, vi er hele tiden opmærksomme på, hvad borgerne oplever, og om tingene fungerer, som de skal, siger Brian Høj.

Aalborg Kommune vil nu udbrede ordningen til endnu flere kryds i Aalborg. De kryds, de udvider ordningen til, ligger på cykelpendlerruterne i Aalborg. 

01:43

I Aalborg er det tilladt at køre over for rødt, hvis du vel og mærke er cyklist. I flere t-kryds må cyklisterne ignorere lyssignalerne og bare trampe i pedalerne. Ifølge kommunen får det faktisk cyklisterne til at sætte farten ned. Men ordningen er ikke helt uden problemer.

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord