Dengang og nu: Se hvad der skete efter Mogens kom forbi

Mogens Jørgensen har i 30 år besøgt mennesker rundt om i Nordjylland. Nu har han fulgt op på, hvor de er i dag.

Mogens Jørgensen har kørt Nordjylland tynd i sin jagt på at finde de gode nordjyske historier. Det har han gjort i 30 år, for han var nemlig med helt fra starten. TV2 Nord har fødselsdag den 1. april, her fylder tv-stationen rundt. De 30 år skal fejres med en opfølgning på nogle af de mennesker, vi husker fra årenes løb.

quote Det har været helt fantastisk og nogle gange rørende at gense mange gamle klip.

Mogens Jørgensen, journalist TV2 Nord

Mogens kommer i opfølgningsprogrammerne vidt omkring. Han besøger ikke bare folk i hele Nordjylland, men er også et smut i Toronto i Canada, hvor der også sidder en helt speciel nordjyde. Du kan finde alle ti opfølgningsprogrammer her. 

- Det har været helt fantastisk og nogle gange rørende at gense mange af de gamle klip. Det sværeste har faktisk være at vælge, hvilke klip der skulle vises - og vælge fra. For efter 30 år ligger der jo i hundredevis af minutter med sjove, skæve, rørende øjeblikke med nordjyder, som jeg har været heldig at møde, siger Mogens Jørgensen.

Hvad skete der for eksempel med den 12-årige Mikkel, der havde en lille fiskejolle, men drømte om en rigtig fiskekutter, når han blev stor. Om han har fået sin kutter, det kan du se i videoen her.  

 

Mange af de mennesker Mogens har mødt igennem årene, har han mødt i programmet 'Mogens kom forbi' som i en overgang også hed 'Mogens by Night'. Alle sæsoner af programmerne kan du se her. 

quote Nogle af dem vi har med i vores fødselsdagsprogrammer, har været svære at finde igen - så godt vi har facebook. 

Mogens Jørgensen, journalist TV2 Nord

Det har været lidt af et puslespil at finde frem til nogle af de medvirkende i de gamle klip. Der kan jo ske meget i løbet af tre årtier, og dem som Mogens har mødt som børn er blevet voksne. 

- Nogle af dem vi har med i vores fødselsdagsprogrammer, har været svære at finde igen - så godt vi har facebook. Jeg søgte to små dansepiger fra Klarup og lagde derfor et billede ud på Facebook. I løbet af en halv time havde jeg fundet frem til dem via tilbagemeldinger, fra nogen der kunne genkende pigerne, der dengang var 8 og 9 år, fortæller Mogens.

Du kan gense de små dansepiger fra Klarups møde med Mogens Jørgensen her. Et helt specielt spørgsmål fik Mogens til at brase ud i en latter, der var svær at holde tilbage.

 

De sidste ugers arbejde med at genfinde folkene og lave programmerne har været en fantastisk oplevelse for Mogens Jørgensen. Han understreger, at man kunne lave mange mange flere gensyn med alle de uforglemmelige nordjyder, vi har mødt gennem årene.


Seneste nyt

fra Nordjylland