Se video: Politiet snupper pladerne fra bus efter den dumper i razzia

Det er ganske enkelt respektløst, når busselskabet ikke sørger for at få bragt sikkerheden i orden. Sådan lyder det fra formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Ole Ørnbøl (Soc.Dem.), efter det er kommet frem, at flere busser fortsat ikke er forsvarlige at køre med.

Problemerne med ulovlige busser, der fragter børn ved ungdomsstævnet Dana Cup i Hjørring i Nordjylland, ser ud til at fortsætte.

De seneste to dage har politiet standset 45 busser. 22 af dem dumpede sikkerhedstjekket, og fire busser var i så dårlig stand, at nummerpladerne blev klippet på stedet.

En af de busser, der i går blev taget med defekte bremser og fik forbud mod at køre videre, blev her torsdag morgen stoppet i en ny kontrol.

- Det tyder jo på, at busselskabet overhovedet ikke har gjort som helst ved de busser siden politiets kontrol og alvorlige anmærkninger i går, og det kan vi bare slet ikke tolerere, fastslår Ole Ørnbøl, (Soc.Dem.), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Han mener, det er helt respektløst, når busselskaber ikke sørger for at bringe sikkerheden i orden og ikke reagerer på, når man dumper i politiets razzia.

- Selvfølgelig føler vi et ansvar for det her, men Nordjyllands Trafikselskab har også en del af ansvaret, jeg håber selskabet går ind og tjekker de kontrakter, de har indgået med Hjørring Turistfart og drager en konsekvens af det, tilføjer Ole Ørnbøl.

Hjørring Kommune har igennem længere tid haft en aftale med netop de busselskaber, der lige på stribe dumper i den razzia om sikkerhed, som politiet er i gang med. Det handler blandt andet om at køre skolebørn til og fra svømmeundervisning i kommunens svømmehal. 

Og det vil Hjørring Kommune nu tage fat i.

- Vi kan ikke og skal ikke acceptere, at sådan noget sker, fastslår Ole Ørnbøl (Soc.Dem.), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Hjørring Kommunes embedsmænd er lige nu ved at få et overblik over, hvilke busselskaber der er indgået aftaler med omkring skolekørsel, og man forventer at indgå i dialog med busselskaberne umiddelbart derefter.

Det skal ske med henblik på at få løst problemerne omkring sikkerheden også fremadrettet. 

Størstedelen af busserne kommer fra Hjørring Turistfart og Citybus, som til daglig også kører skolebus i Hjørring for Nordjyllands Trafikselskab. Specifikt når det handler om firmaet Hjørring Turistfart og Citybus, så lyder meldingen, at firmaet ikke får lov at køre med børn igen, før der er styr på sikkerheden ved firmaets busser.

- Vi skal og kan ikke acceptere, at sådan noget sker. Vi skal ikke lade vores skolebørn transportere i sådan nogle busser. Vi er i dialog med Nordjyllands Trafikselskab i øjeblikket, og vi tager en dialog med Hjørring Turistfart, så snart vi starter op efter sommerferien – og inden børnene skal starte op i skole, lyder det torsdag morgen fra formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Ole Ørnbøl (Soc.dem.).

Ingen fra Hjørring Turistfart og Citybus har endnu ønsket at udtale sig. Torsdag lyder det fra firmaet, at man vil vente, til Dana Cup er overstået, før man vil kommentere sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland