Segway-vindmøller er fremtiden

Vindmøller inspireret af segways kan betyde lettere og billigere vindmøller i fremtiden.

Et afgangsprojekt fra to ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet har fået topkarakterer og ros med på vejen.

Projektet går ud på at lave vindmøller inspireret af segways, der kan læne sig opad vinden.

- Hele pointen med projektet er at undersøge, om det er muligt at reducere belastningen på vindmølletårnet ved at lade det balancere mod vinden. Det kan man bruge til at spare materialer og arbejdskraft, så hele vindmøllen bliver billigere at opsætte, siger Martin Bonderup Brorsen, som sammen med studiekammeraten Jesper Larsen har fået topkarakteren 12 for projektet.

Idéen kommer fra vindmøllegiganten Vestas og de to civilingeniører har afprøvet, om idéen har gang på jord, så vindmøller fremover ikke være tunge og fastforankrede.

Den kontrolstrategi, som de to nu uddannede civilingeniører fra AAU har anvendt til formålet, har i simuleringer vist sig at være meget effektiv. Belastningen på tårnet blev reduceret med godt 83 procent, og metaltrætheden blev nedsat med hele 99,86 procent.

- De mulige negative sideeffekter er, at det kan gå ud over energiproduktionen, fordi der går noget tabt, når vingernes stilling ændres. I vores simulering mister vi cirka 3,4 procent af udgangseffekten på grund af det. Men den vigtige konklusion er, at konceptet faktisk fungerer helt uden at ændre på vingedesign eller lignende, siger Jesper Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland