Seje styrkeløftere fra Thy udtaget til VM

Foto: Thisted Vægttræningsforening

To udtagelser og én klar overseelse hos Thisted Vægttræningsforening til VM i styrkeløft.

 

Der er både glæde og forbavselse i Thisted Vægttræningsforening i disse dage.

De gode nyheder er, at Matti Christensen og Lise Madsen af eliteforbundet i Dansk Styrkeløfts Forbund er blevet udtaget til VM i Minsk til sommer. De dårlige nyheder er, at stortalentet Marcus Boesen ikke er blevet udtaget.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Matti Christensen, der både er europamester og europarekordholder, er udtaget i juniorernes 74 kilo-klasse. Lise Madsen, der er udtaget i veteranklassen (60-70 år, 63 kilo) er favorit til som minimum at hente medaljer.

Men intet bæger uden en smule malurt. For 18-årige Marcusen Boesen, der opnåede guld ved netop afholdte EM i Thisted i samtlige discipliner, og som satte verdensrekord i både squat og samlet antal point for subjuniorerne, er overraskende nok ikke blevet udtaget.

Og det vækker mildest talt undren hos Jan Lyhne fra Thisted Vægttræningsforening.

- Jeg er ikke rasende, det ord vil jeg ikke bruge. Men jeg er dybt forbavset, lyder den umiddelbare reaktion fra Jan Lyhne til LimfjordUpdate.dk.

- Jeg har selv gennem 15-20 år været del af Dansk Styrkeløfterforbunds eliteudvalg, og den begrundelse, de har givet for ikke at udtage ham, passer ikke med den normale procedure. Marcus er nemlig sub-junior, det vil sige, at han hører til i aldersgruppen 14-18 år, og der skal man ikke leve op til de samme krav som juniorer eller seniorer. Marcus er godt nok ikke del af landsholdet, men ved EM i Thisted præsterede han jo i særdeleshed. Han levede op til nogle af de krav, man stiller til juniorer, og også nogle af dem til seniorer. Så han lever op til nogle krav, han ikke engang er omfattet af endnu, siger Jan Lyhne til LimfjordUpdate.dk.

 

Har du et godt tip?