Sejlede ud trods sne og kulde

Det er bidende koldt udenfor, men det afholdt ikke en flok unge sejl-talenter fra at sætte sejl på optimistjollerne og tage en tur ud på Limfjorden.

25 unge sejl-talenter i alderen 9-16 var i weekenden samlet i Aalborg Sejlklub til træningslejr. Til trods for minusgrader og snevejr, satte de sejl på optimistjollerne, og sejlede ud på fjorden.
- Vi skal ud og træne, så vi kan blive bedre. I Sydeuropa der kan de jo sejle hele året rundt, for der er vejret til det, vi bliver nødt til at indhente dem på en eller anden måde, så vi bliver nødt til at træne om vinteren, fortæller træner Line Juul.
En af de unge, der deltog i træningslejre, er 12-årige Lasse Sørensen, og der skal mere end lidt minusgrader til at vælte ham over bord.
- Jeg synes det er lidt sejt, at der er sne og sådan i båden, siger han til TV2/Nord.
Sejlerne gik på vandet, selvom termometeret viste minusgrader, men der var visse dele af træningsprogrammet, som vinteren satte en stopper for.
- Vi plejer også at løbe om morgenen, men det kunne vi ikke, fordi der var så glat. Så fik vi lov til at sove i stedet for, fortæller Lasse Sørensen.
Der skal dog mere end lidt sne til, før de aflyser sejladsen.
- Hvis der er is på, så tager vi ikke ud at sejle. Ellers så skal der rimelig meget til, før at vi lader være, siger træner, Line Juul.
Aalborg Sejlklub afholder den slags træningsweekender seks gange årligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland