Sejler reddet af redningsvest og sin radio

Uheldig sejler fik tilkaldt hjælp fra sin radio, mens han lå i Limfjorden uden at kunne komme op i sin jolle.

Det endte lykkeligt, da en mand mandag morgen faldt over bord fra sin jolle i Limfjorden.

Manden, der havde sin redningsvest på, kunne ikke komme op i jollen igen. Men fordi han trods alt kunne holde sig flydende, kunne han lige akkurat nå at få fat i en lille vhf-radio, som han har i båden.

Med den slog han alarm til Lyngby Radio, men da der var tvivl om, hvor manden præcist lå, blev en større redningsaktion sat i gang.

Ifølge SOK blev redningsbåde fra både Thyborøn og Agger sendt af sted sammen med en båd fra Marinehjemmeværnet på Bornholm, der tilfældigvis var i Limfjorden på et sommertogt. Også en helikopter gik i luften.

Det lykkedes ganske hurtigt at finde manden, der blev reddet ind til land i god behold.


Seneste nyt

fra Nordjylland