Seks måneder uden karakterer: Elever er både lettede og nervøse

På Nørresundby Gymnasium har nogle klasser i et halvt år nu skiftet karaktergivningen ud med samtaler som del af et stort forsøg. Indtil videre er det blevet taget godt imod af eleverne.

Er den evige karaktergivning på ungdomsuddannelserne en velsignelse eller en forbandelse? 

Det spørgsmål er tre nordjyske gymnasier nu kommet et skridt tættere på at besvare efter at have deltaget i et stort forsøg i indtil videre seks måneder - seks måneder, hvor de deltagende klasser ikke har set skyggen af karakterer, hverken for deres afleveringer eller mere overordnede præstationer. 

Formålet er at undersøge, om eleverne bliver dygtigere, når de i stedet for løbende at få karakterer kommer ind til samtaler om deres indsats.

- Vi snakker om "hvor synes jeg, du er" og "hvor fornemmer du selv, at du er" - og "hvor vil vi gerne have dig hen, og hvordan får vi dig derhen". Så vi forsøger at gøre det så konkret som muligt, men det er klart, at ord på en eller anden måde er lidt mere abstrakte end tal, siger Anders Hovgesen, uddannelsesleder på Nørresundby Gymnasium, som er med i eksperimentet.

Både mere og mindre pres

Det er endnu for tidligt at komme med en evaluering af forsøget, for først ved skoleårets afslutning finder eleverne ud af, om de får de forventede karakterer - eller om de måske ender med at blive skuffede, når de for første gang får sat tal på deres evner.

Men på Nørresundby Gymnasium har to tendenser gjort sig gældende indtil videre: For det første, at eleverne har svært ved at slippe karakter-tankegangen, og for det andet at de manglende karakterer allerede har lettet lidt af præstationspresset. 

- Vi ved ikke, hvilken karakter vi ligger på, og det har vi altid været vant til at vide, i hvert fald det sidste år, så det kan godt måske blive lidt skræmmende, siger Andrea Bertelsen, der er elev i 1.X på Nørresundby Gymnasium.

- Der er heller ikke det samme pres i klassen, som da jeg gik i 9. klasse. Den der "Hvad har du fået? Jeg har fået 12. Du har kun fået 10", er der ikke rigtig mere, så der er ikke det samme karakterræs, tilføjer hun og bliver suppleret af klassekammerat Andrea Silja Snedker Høydal:

- Jeg synes, det er meget mere personligt i stedet for bare at blive vurderet på et tal. Man får at vide, hvad man skal gøre bedre, og hvad man gør rigtig godt, så man har mere at forholde sig til

Skal slippe tallene

På Nørresundby Gymnasium har uddannelseschefen da heller ikke regnet med, at træerne ville vokse ind i himlen fra starten.

quote Karakterer betyder meget, så de her tal går de vældig meget op i. Og de får dem jo også til sidst.

Anders Hovgesen, Nørresundby Gymnasium

- Karakterer betyder meget, så de her tal går de vældig meget op i. Og de får dem jo også til sidst. Vores pointe er bare, at de gerne skulle igennem en proces, hvor de til sidst ikke tænker så meget over tallene og forhåbentlig få et lidt højere tal til sidst, fordi de har lært noget, siger Anders Hovgesen.

Også to andre ungdomsuddannelser i Nordjylland, Hasseris Gymnasium og Erhvervsskolerne i Aars, deltager i forsøget. På Hasseris Gymnasium oplyser rektor Anders Bach Jensen, at man endnu ikke har evalueret på det, men at der kun har været positive tilkendegivelser fra eleverne indtil videre.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erhvervsskolerne i Aars.


Seneste nyt

fra Nordjylland