Millionstøtte på vej: Seks nordjyske sundhedshuse får en del af kagen

Arbejdet med at styrke etableringen af sundhedshuset landet rundt, sender nu et millionbeløb i retning af seks nordjyske sundhedshuse.

Seks nordjyske sundhedshuse kan se frem til millionstøtte fra regeringen.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der fredag blev udsendt fra Sundhedsministeriet. I alt bliver der givet penge til 38 projekter over hele landet, hvor Region Nordjylland huser de seks.

Regeringen fordeler i alt 209,5 mio. kroner til kommuner og regioner, øremærket udvalgte sundhedshuse.  Deruder er der også uddelt støtte med det formål at udvide og modernisere nogle af de sundhedshuse, der allerede eksisterer.

- For patienterne betyder det, at de får kortere vej til deres behandling, og at man kan få flere behandlinger samme sted. Man skal måske både til læge, til fysioterapeut og have taget en blodprøve. Det er tid og besvær, der kan undgås, når man kan få behandlingerne samme sted, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

- Ved at prioritere flere læge- og sundhedshuse i hele landet, sætter vi i regeringen en streg under vigtigheden af at det skal være nemmere at være patient i Danmark, og at vi skal have løst lægedækningsproblemerne,” siger Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.

Hjælp til yderområder

Målet er, at de nye moderne læge- og sundhedshuse samtidig skal være med til at fastholde flere læger i yderområderne.

- Vi ved, at en del læger gerne vil arbejde de steder, hvor vi i dag har problemer med lægedækningen. Men de er bange for at ende med at sidde alene uden kollegaer at sparre med i hverdagen. Det faglige fællesskab kan de få i et læge- og sundhedshus, siger Ellen Trane Nørby.

Sundhedshuset i Hanstholm modtager den største nordjyske bevilling på 11,7 millioner kroner. 

Derudover drejer det sig om støtte til Morsø Sundhedshus, Hirtshals Lægehus, Løvvangen (under Aalborg Kommune), sundhedshuset i Støvring, samt lægehuset på Læsø.

I alt er 21,2 millioner kroner afsat til de seks nordjyske sundhedshuse.

 
 
Foto: Tabel - Sundhedsministeriet

Seneste nyt

fra Nordjylland