Selvbetjening på hospital: Træk selv rør til blodprøver i automat

Arkivbillede Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Ritzau Scanpix

Aalborg Universitetshospital udvider nu med en automat, hvor patienterne selv kan trække rør til deres blodprøver.

Patienter, der skal have taget blodprøver, kan nu selv hente rør til blodprøverne i en ny automat, som er installeret i Medicinerhuset. Det er et led i at klæde patienter og personale på til fremtidens patientforløb på Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU).

Den fungerer ligesom en hæveautomat: Man sætter sit sundhedskort i maskinen, og efter en automatisk aflæsning af info fra kortet, leveres en pose med tomme prøverør med påhæftede etiketter. Posen med påhæftede etiketter medbringer man så ved bioanlaytikeren, der tager selve blodprøven.

- Vi synes, der er mange fordele ved systemet. Dels elimineres de fejl, der ind i mellem forekommer. F.eks. at forkert etikette sættes på et rør, eller at man glemmer at tage et rør. Det har stor betydning for patientsikkerheden, siger  ledende overlæge Annebirthe Bo Hansen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Hun har været i spidsen for en arbejdsgruppe i Klinisk Biokemisk Afdeling, der har arbejdet med projektet, siden de første tanker om den opstod for tre år siden. Nu er den etableret som en del af forberedelsen på de nye tider på NAU - det nye hospital i Aalborg Øst. Og er den foreløbige eneste af sin slags – ikke bare i Nordjylland og Danmark, men muligvis i hele verden.

- Dels sparer det tid, hvilket er vigtigt, da vi har omkring 2000 patienter, der skal have tage blodprøver om ugen. Derudover kan bioanalytikeren i prøvekabinen koncentrere sig om mødet med patienten, fremfor at bruge tid og koncentration på papirarbejdet med prøver og etiketter, siger Annebirthe Bo Hansen.

Efter nogle ugers prøveperiode indvies prøverørskiosken torsdag den 7. juni, kl. 8.00. Den er installeret i Medicinerhuset, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg.

Forsiden lige nu