Selvstændige glemmer selvangivelsen

Nordjyske selvstændige glemmer selvangivelsen, selv om SKAT giver dem bøder på tusindvis af kroner.

Lige nu mangler 1226 selvstændige nordjyder at indsende deres selvangivelse for 2010. Og mere end det dobbelte har ikke afleveret 2011-selvangivelsen.

Det skriver DR Nordjylland.

- Det er slet ikke tilfredsstillende, at der mangler så mange selvangivelser, siger Ib Kristensen, der er specialkonsulent ved SKAT.

I maj og juni sendte SKAT dagbøder på i første omgang 1000 kroner til et udsnit af de selvstændige syndere, som ikke havde sendt deres selvangivelse fra 2010. Det har indtil videre fået mere end hver fjerde af dem, som fik bøderne, til at oppe sig. Men SKAT forventer, at tallet stiger, nu hvor pantefogeder netop er i gang med at opkræve bøderne.

- Vores erfaring er, at når pantefogeden kommer og vil inddrive dagbøderne, så får vi en hel del flere selvangivelser ind i stedet for at skulle betale dagbøderne, forklarer Ib Kristensen til DR Nordjylland.

Men flere end 2600 nordjyske selvstændige mangler også at aflevere selvangivelsen fra 2011. Derfor har de netop fået brev om, at de kan undgå bøder, hvis de indtaster oplysningerne til SKAT inden den 20. september. Ellers vil SKAT være hurtigere til at udskrive dagbøder end sidst.

- Vi forventer, at der kommer mange flere selvangivelser ind på et tidligt tidspunkt, siger Ib Kristensen.

På landsplan mangler omkring 14.700 selvstændige at aflevere 2010-selvangivelsen - og mere end 29.700 mangler den fra 2011. Fristerne var ellers juli 2011 og 2012.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland