Selvstændige mangler pension

Mange selvstændige erhvervsdrivende sparer ikke op til pension og risikerer at skulle leve af folkepensionen i deres alderdom. Og problemet er større i Nordjylland end i det øvrige Danmark.

I Nordjylland er det hele 25 procent af de selvstændige, der ikke sætter penge til side. På landsplan er tallet lidt lavere - 23 procent.

Forskellen skyldes blandt andet, at langt flere i Nordjylland end i resten af landet regner med at kunne klare sig gennem alderdommen ved at sælge deres forretning eller hus.

Dorte Sørensen er en af de selvstændige, der har valgt pensionsordningen fra. Som privat dagplejer pusler hun med små børn dagen lang. Og så er tanken om pension og alderdom langt væk.

- Når jeg bliver gammel, skal der nok være noget pension. Og jeg vil hellere leve i nuet, siger Dorte Sørensen fra Gug.

Dorte valgte at satse på folkepensionen i stedet for at betale flere tusinde kroner om måneden til en pensionsordning, da hun blev privat dagplejer for fire år siden.

- Jeg vil hellere bruge penge på at rejse og gøre nogle ting med vores børn nu og her, forklarer Dorte Sørensen.

Anette Tøttrup tænker fuldstændig anderledes. Hun har haft en pensionsordning, fra hun fyldte 18 år.

- Det er simpelthen en sikkerhed. Vi bor i eget hus, og det vil vi også gerne blive ved med, når jeg fylder 65 eller 67, siger Anette Tøttrup, der er medejer af Reberbans Blomster i Aalborg.

Og netop sikkerheden er afgørende for A-kassen ASE, der står bag undersøgelsen om de mange pensionsløse selvstændige.

- Det vigtige for de selvstændige erhvervsdrivende er, at de spiller på flere heste og ikke kun satser på at spare op i virksomheden. Det er vigtigt at sprede sine investeringer, siger key account manager hos ASE, Jannie Rank Ringgaard.

Og mange selvstændige kan ikke sikre alderdommen ved at sælge virksomheden.

- Det kunne jo også være, at ens maskiner er slidt ned, så værdien i virksomheden ikke er så høj som forventet, siger Jannie Rank Ringgaard.

- Det er jo ikke sikkert, at jeg kan sælge den til den tid. Der er jo mange butikker til salg, mener Anette Tøttrup, der har haft blomsterforretningen i seks år.

Og måske også Dorte vil tænke mere på alderdommen, når hun en dag kun har andre folks børn at rydde op efter.

- Det er muligt, at jeg har pengene, når børnene er fløjet fra reden. Men hvor gammel er jeg så til den tid - 55 eller 60?, spørger 45-årige Dorte Sørensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord