Senhjerneskadede i Frederikshavn laver egne robotter

I samarbejde med Aalborg Universitet designer senhjerneskadede borgere i Frederikshavn kommune selv de robotter, der kan hjælpe dem,

Når man som senhjerneskadet fra den ene dag til den anden bliver afhængig af andres hjælp, kan det være forskelligt, hvilken hjælp man har behov for. Derfor er Frederikshavn kommune og Aalborg Universitet nu gået sammen for at skræddersy robotter, der skal hjælpe den enkelte borger. 

- I stedet for at spørge borgerne – og så gå tilbage og bygge en teknologi, har vi et langt og gensidigt samarbejde. Vi inddrager borgerne i alle de forskellige faser, fortæller datalog fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi ved Aalborg Universitet Matthias Rehm i en pressemeddelelse. 

Det er både robotternes funktion og udseende, de senhjerneskadede får indflydelse på. Designet er vigtigt, så man kan huske, hvad det er ens robot nu engang kan, da senhjerneskadede også kan have problemer med hukommelsen. Som eksempel nævnen en robot, der kan hjælpe med at sende en sms til en bror, hvis man har behov for det. 

- Flere af de borgere, der deltager i projektet, har problemer med at huske. Derfor er det vigtigt, at robottens udseende er med til at minde dem om, hvad det er, den kan hjælpe med. I det nævnte eksempel kunne det fx være en papegøje, der kan klemmes fast på seng eller kørestol, fortæller Antonia Krummheuer, der er sociolog på Institutet for Kommunikation. 

Det er Aalborg Universitet i samarbejde med SenhjerneskadeCenter Nord, der har startet projektet. Hver uge besøger forskere fra Aalborg Universitet de senhjerneskadede, der deltager i projektet. 

- Projektet samler vores vision om at inddrage borgerne i ligeværdige samarbejder ved udvikling af reelle og banebrydende hjælpemidler”, siger projektleder Anne Abildgaard fra SenhjerneskadeCenter Nord.

Helsefonden har bevilget 100.000 kroner til projektet, der løber frem til december 2017. 


Seneste nyt

fra Nordjylland