Senior-elektrikere er populære

Arbejdsløsheden blandt elektrikere er lav, og det betyder, at de ældre elektrikere får lettere ved at finde arbejde.

Er man elektriker, skulle der være rigtig gode muligheder for at finde job. På landsplan er ledigheden omkring 3 procent, og i Nordjylland var arbejdsløsheden blandt elektrikere i juni på bare 1,59 procent.

Den lave ledighed gavner især de ældre elektrikere, som for tiden er særligt efterspurgte, oplyser Dansk El-Forbund.

den højeste arbejdsløshed finder man, ikke uventet, i aldersgruppen 20-24 år, og traditionelt er det aldersgruppen 45-49 år, der har den laveste arbejdsløshed. Men de er nu altså overhalet af seniorerne - elektrikerne over 60 år - hvor ledigheden på landsplan lå på 1,72 procent i juni.

- Jeg kan også godt forstå arbejdsgiverne. De får en dygtig og rutineret arbejdskraft. Men jeg vil samtidig opfordre dem til at passe godt på den ressource, de ældre medarbejdere er, og ikke mindst tilpasse de fysiske udfordringer til medarbejdernes alder, siger Jens-Olav Pedersen, som er næstformand i Dansk El-Forbund.


Seneste nyt

fra Nordjylland