TV2 Nord

Seniorfilm et hit

Rekord i Skørping i dag. Seniorbiografen lokker 300 til heldagsbio med  morgenmad og frokost.

Leder og primus motor i Kinorevyens seniorbiograf, Erling junker Holst betegner det som en stor dag.

Dagens første film er Svend - om Svend Auken. Eftermiddag byder på filmen Dirch, som kører to gange, fordi første visning er udsolgt.

Det er seniorbiografens største dag.

-  Frokosten er gratis, men det koster 35 kroner at leje bestikket, siger den veloplagte leder i velkomsttalen.

Frokosten er kommet bag på de frivillige. Langt flere end beregnet vil spise med, så der bliver købt ekstra og dækket op til 75.

- Vi har ingen problemer. Kun luksusproblemer, siger Junker Holst.

Frokostkrisen bliver da også løst i ro og fred.

Seniorbio startede for syv år siden og er bare vokset og vokset. Hemmeligheden og opskriften er nye film -  også til ældre.

- Det er ikke Morten Korch. Vi viser de helt aktuelle film, som også går om aftenen, siger  Erling Junker Holst.

Dagens program er specielt. Seniorbiografen viser normalt en film to gange om måneden, med tilhørende kaffe og kage.

Har du et godt tip?