Serritslev-mor: Han var en tikkende bombe

Den 37-årige kvinde i Serritslevsagen beskriver den 41-årige mand som en tikkende bombe.

Vold og tvangssex i ægteskabet var hverdag for moren i Serritslevsagen. Kvinden var skrækslagen for sin mand.  

Den 37-årige kvinde i Serritslevsagen blev jævnligt og fra tidligt i det 14 år lange samliv slået og voldtaget af sin mand. Manden er den 41-årige hovedtiltalte i sagen om omfattende vanrøgt, vold og sexmisbrug af parrets mange børn.

- Han var en tikkende bombe, sagde den spinkle og forsagte kvinde, da hun torsdag eftermiddag blev afhørt i retten i Hjørring. Her forklarede hun i to timer om forholdet til manden i den belastede nomadefamilie. Den 37-årige kvinde var iført cowboybukser med et rødt stofhjerte hængende foran i linningen og en turkis trøje. Hendes hår er farvet sort. 

Hun måtte tage mange tilløb for at forklare sig om de uhumskheder, hun har levet i og de ekstreme forhold, hun og hendes mand har budt deres nu tvangsfjernede børn. Hun blev voldtaget og tvunget til anden sex med manden, men hun gik aldrig til politiet. 

- Det turde jeg ikke. Han truede med at slå min mor og min bror ihjel og få børnene fjernet fra mig, sagde kvinden.

Ved uoverensstemmelser blev kvinden som straf tvunget til oralsex for at tilfredsstille manden, forklarede hun.

- Han var en tikkende bombe. Når han kom hjem kunne han være glad, men så kunne han eksplodere fem minutter efter, sagde hun.

Hun har ikke set manden slå børnene, men kun hørt gennem børnene, at faren slog med hænderne, og hun afviste, at hun selv på noget tidspunkt har slået sine børn.

Faren er tiltalt for at have voldtaget sin i dag 21-årige datter flere gange under familiens ophold på Lolland og i Skanderborg.

Spørgsmål: Fattede du aldrig mistanke om, at hun blev udnyttet seksuelt af sin far? 

- På et tidspunkt, da jeg gik forbi hende, efter de var kommet hjem fra en køretur, undrede jeg mig over, at hun lugtede som ham, sagde hun.

Manden er kendt for at ikke gå i bad så tit, erkendte kvinden.

Sagen fortsætter fredag med afhøring af parret.

Flere nyheder fra TV2 Nord