Serritslevmor turde ikke gå til politiet

Det tiltalte par i Serritslevsagen levede i et dramatisk forhold præget af vold, sexmisbrug og flytninger.

Morens fældende forklaringer om mandens styrende rolle i Serritslevsagen bliver tidligst imødegået om et par uger.
 
Retten i Hjørring har nemlig udsat afhøringen af den 41-årige hovedtiltalte mand i sagen. Den foregår nu først torsdag den 12. maj. Det skyldes, at afhøringen af den 37-årige kvinde fredag trak ud.
 
På andendagen i den opsigtvækkende sag om vanrøgt og sexmisbrug forklarede den spinkle kvinde - en del af tiden usammenhængende og snøftende - at hun ikke havde andet valg end at blive hos sin voldelige mand, siden forholdet for alvor begyndte at vakle for fem-seks år siden.
 
Med manden har hun syv fælles børn. Kvinden afviste kendskab til, at mandens biologiske datter på i dag 21 år var blevet tvunget til at grave sin egen grav i haven i Serritslev. Samt mange andre uhyrligheder af voldelig og seksuel karakter.
 
De ting bliver beskrevet, når faren og datteren afhøres midt i maj. Moren forklarede i nævningetinget, at de talrige flytninger for nomadefamilien var ensidigt planlagt af manden, og flytningerne fra den ene ubeboelige bolig til den anden aldrig var sket med hendes samtykke.
 
- Hvorfor blev du hos din mand, spurgte anklageren.
 
- Jeg havde ingen anden mulighed. Jeg turde ikke kontakte politiet, sagde hun i retten. Da hun fik kendskab til, at manden skulle have voldtaget sin egen, ældste datter, sagde hun til ham: Hvis du rører min datter, så slår jeg dig ihjel.
 
Advarslen kom dengang hun overraskede sin mand i det seksuelle forhold til datteren. I retten erkendte moren, at hun uden at gribe ind kendte til, at mandens dengang 19-årige datter blev holdt indespærret i et loftrum uden lys og varme på ordre fra manden. Grunden fortoner
sig.

Manden er tiltalt for i flere tilfælde at have voldtaget datteren, som var den, der anmeldte og startede hele Serritslevsagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland