Serritslevsagen: Begge forældre skal dømmes

Anklageren vil mandag kræve både far og mor i Serritslevsagen dømt for vanrøgt, vold og sexmisbrug af børn.

Mandag tager retten i Hjørring hul på den afsluttende procedure i den uhyggelige Serritslevsag, hvor en mand på 42 år og en kvinde på 37 år står tiltalt for vanrøgt, vold og sexmisbrug af deres sammenbragte børn.
 
Anklageren, vicestatsadvokat Michael Møller Hansen, vil i sin procedure kræve begge forældre dømt. Og han mener, at de er egnet til "normal" frihedsstraf.
 
Skyldsspørgsmålet afgøres onsdag, mens strafudmålingen først finder sted senere. Anklager Michael Møller Hansen går efter, at faren idømmes forvaring på ubestemt tid. Det er den strengeste straf overhovedet.
 
Det er til gengæld mere usikkert, hvad strafkravet mod moren, vil komme til at lyde på.
 
Ifølge anklageskriftet vidste moren besked om meget af det, der skete i huset i Serritslev og på deres tidligere adresser på Lolland og i Skanderborg.
 
Vidnerne har under retssagen detaljeret beskrevet forældrenes grove vold, vanrøgt og sexmisbrug af flere af børnene i Brønderslevfamilien.
 
I retten har kvinden indrømmet, at hun godt var klar over, at manden misbrugte den ældste datter, som hun ikke selv er mor til. Anklagemyndigheden har dog hidtil ikke udtalt sig om den eventuelle straf til kvinden.
 
Serritslevsagen skiller sig ud sammen med den såkaldte Tøndersag - hvor et ægtepar lejede deres mindreårige piger ud til sex med fremmede mænd - som de absolut værste sager herhjemme om vanrøgt og misbrug af børn.
 
Lige som i Tøndersagen mener psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet, at der er flere tegn på, at de sociale myndigheder har svigtet i Brønderslevsagen.
 
I hvert fald blev der ikke grebet ind, selv om det var kendt for de fleste, at noget var helt skævt i familien, konstaterer Kuno Sørensen.
 
- I Serritslevsagen bliver det et spørgsmål, om moren er et offer, eller om hun selv har været aktiv i vanrøgten, siger Kuno Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland